256
— Hushovmesteren har Ret. Gud velsigne den Mand Konrad, han har tænkt og handlet for os Alle. Thi om end Mesteren kunde gaa uhindret bort herfra, da var dermed kun lidet vundet, hvis den Forræder, som nu har faaet sin Straf, var i god Behold heroppe og kunde sætte disse Blodhunde paa hans Spor. Nu derimod, da Ingen aner noget om en saadan Mands Nærværelse, ser jeg, med Forsynets Hjelp, Intet til Hinder for at en reisende Kjøbmand fra Basel, forsynet med Leidebrev og Anbefalingsskrivelse fra mig og med min Signetring til yderligere Vidnesbyrd, skulde kunne gaa frit gjennem disse sælsomme Korsfareres Rækker og vandre uforfulgt, hvorhen jeg sender ham. Endnu er jeg Bisp Ottomar af Regensborg og min Autoritet uanfægtet. Saavidt tænker jeg min Krumstav vil række — en Vandrestav for denne Apostel. I alt Fald maa vi løbe an derpaa, for det er den Vei, der lover bedst. Her ville de gjennemsøge Alt, og en Mand, der findes skjult her som Kjætterskens Gjæst, maa forekomme dem høist mistænkelig.
Den store Gudsven har været ivrig sysselsat med at bistaa Renata i hendes Forsøg paa at bringe Gertrud til Bevidsthed.
Han har modtaget Husfruens Nøgleknippe, lukket op for Egeskabet og udtaget deraf en Flaske med Eddike samt nogle Linnedstykker. Et fugtigt Bind er nu blevet lagt om den Afmægtiges Pande, og et eddikevædet Lin bredt over hendes halvtaabne Læber.
Fra dette Arbejde reiser han sig nu og lægger sin Haand paa Ottomars Skulder.
— Alt dette kan være rigtig nok og veloverveiet, men I har gjort Regning uden den rette Kjøbmand. Troer I, jeg er en Mand, som forlader sine Venner i en saadan Stund?
