Side:Guds Venner.djvu/265

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

257

— Med Forlov, Herre, svarer Konrad, det sømmer sig vel kun lidet for en ringe Mand som mig, at modsige en hellig Mester, Men der staar skrevet, at Gud taler ud af de Umyndiges Mund, og derfor siger jeg trøstig: — I tilhører hverken os eller Eder selv men Gud og Guds Venner, og det er disse Venner, I ikke vil forlade i en saadan Stund.

— Kjære Herre og Mester, udbryder Renata, idet hun vender sig fra den bevidstløse Gertrud og endnu bestandig knælende griber den store Gudsvens Haand, Ingen kan sige noget bedre end hvad denne trofaste Mand har sagt Eder, Men lad ogsaa mig, som bedst veed, hvad I kan være for en syg og til Døden nedbøiet Sjæl, minde Eder om de Mange, der have taget Eder i Guds Sted til at sidde ved Eders Fødder og som nu rundt om vente paa Eders Hjelp, Dem vil I visselig ikke lade vente forgjæves, naar Forsynet aabner Eder en Vei ud til dem.

— Ogsaa jeg, den Sidste, hvem I har frelst fra Fortvivlelse, vilde føie mine Ord til disse To's, hvis jeg ikke saae at det var unødvendigt. Hvilket ikke kunde være anderledes, da en Mand som I fuldtvel kjender Eders Pligt. Og Tiden er knap, saa vi vil ikke spilde den med Ord.

Saalidt er Ottomar til Sinds at gjøre det, at han endnu mens han taler lægger et Par Stykker Pergament tilrette, dypper en Pen og begynder at skrive. Alt er ved Haanden — ogsaa Seglvox — thi Vincentius har ikke forsømt at lægge sine Sager tilrette paa Bordet, den foregaaende Aften.

Han vedbliver at tale, medens Pennen gaar hen over Pergamentet, — betænksomt og paaholdent, thi Skriften maa være let at læse, ja endogsaa af stateligt Snit: —

— Den bedste Vei for Eder, ad hvilken I strax kom-