258
mer bort fra Sværmen og tillige snart kan gjøre Eder bereden, er den til Klostret Sanct Jakob. Kjender I den? Jeg mener Fodstien, som et Par Minutter fra Borgporten gaar af tilhøire fra Langensteiner Veien og fører over Rydningen omkring Skuldren af Bjerget.
— Jeg kjender den helt vel fra mine forrige Ophold her paa Borgen.
— Fortræffeligt … Aa, Hushovmester! et Lys til at forsegle ved.
Konrad gaar ind i Gemakket, hvor han allerede i Alkoven finder et Lys paa et lille Bord ved Siden af Sengen. Det er ikke saa ganske let at slaa Ild med Fyrtøiet; hans Haand ryster. Alt sit Liv har han været en Fredens Mand og er ikke vant til Voldsgjerninger. Med en Uhygge-Gysen mindes han i dette Øieblik hin Aften — det er ikke fuldt otte Dage siden — da denne sorte Famulus kom, Udsendingen fra den onde Bisp, der lige havde sat en Pris for den Guds Mands Hoved; hvorledes han da selv stod derinde ved Døren og saae, at den Sorte skottede til Naadigfruen og slog Kors for sig i Smug som for en Hex; og hvordan Bruset fra Strømhvirvlerne dernede kom ind gjennem det aabne Vindue, og Lysten til at kaste den ubudne Gjæst ud ad det, ned i Floden, foer i ham.
Og nu har han gjort det!
Han maa et Øieblik lægge Fyrtøiet fra sig og atter viske Sveden fra Panden. Dens Draaber hænge i Brynbusken og blænde ham.
Ikke at han fortryder sin Daad. Men hvad vil der nu ske? Vil det lykkes Mesteren at vandre bort, fri og frelst? Det maa lykkes! ikke for Intet har Konrad besmittet sine Hænder med Blod, og desuden holder Bispen sin Haand med Krumstaven over Mesteren. Men hvad skal
