267
Prædikestol" — hvor Liden bøier om, tegner Skikkelsen af en Vandringsmand sig mod den blaa Luft.
— Han er frelst! jubler Renata.
— Han er frelst, og vi med!
Endnu mens han taler, hører han en sælsom Hvinen og surrende Smeld i Træværket.
Ottomar vil se sig om, hvad det vel kan være, men i det samme udstøder Renata et Skrig og kaster sig tilbage i hans Arme, idet hun med begge Hænder griber til Brystet.
Oppe i den øverste Del af Vindueskarmen dirre to Flitsbuepile.
En tredie, veed han, er skjult i hendes Bryst.
Et Triumfhyl fra en Gruppe Skytter, nede paa et fremspringende Punkt af Klippen, gjenlyder i hans Øre, idet han varsomt løfter hende op i sine Arme.
Konrad har ladet Alkovedøren staa aaben efter sig, da han bragte Lyset ind.
Der er kun et Par Skridt ind til Leiet. Denne Gang snubler han ikke.
Hans skjælvende Hænder vil løsne Kjolen, hvis Brystdug allerede er rød af Blod. Hun afværger det.
— Du vil vel forbinde mig?
Der er et Smil om hendes Læber — velkjendt fra de unge Dage, naar hun holdt ham tilbage fra en eller anden Taabelighed.
Men de presse sig atter sammen i Smerte. Hendes Øine lukke sig.
— Drikken! stønner hun.
Med et Par Spring er han inde i Bystuen og tilbage igjen — begge Hænder klamrede fast om Sølvkalken, at intet skal spildes.
O, hvor kostbar er nu hver af disse Draaber!
