269
Og hun gjør en Bevægelse som for at række efter Kalken. Han forekommer hende og fører den atter til hendes Læber.
Hun nipper til den og giver ham den:
— Jeg drikker dig til, Ottomar.
Han tømmer Bægret til sidste Draabe.
En bitter aromatisk Smag. Med en Blødhed som den af fyldig Vin glider Drikken over Ganen, efterladende en tyk, lidt lodden Fornemmelse.
Saa gjennemstrømmer en stærk Varme ham og synes at risle og pible ud i de fineste Aaretraade.
Da Ottomar forseglede Brevet, var der dryppet noget brændende Seglvox ned paa hans Finger. Saa lille Brandsaaret er, har det dog svedet stærkt hele Tiden. Nu hører denne Svie pludselig op. Han støder det saarede Sted mod Kanten af Bordet: Berøringen føler han, men ingen Smerte. "Saaledes er det da ogsaa med Renata," tænker han; "hendes Saar smerter virkelig ikke. Det er ikke blot en heroisk Ikke-Følen, som hos Arria."
Og han trykker hende fastere til sig.
Hun løfter sit Hoved fra hans Skulder og slaar Blikket op.
Øinene synes næsten sorte, saa store ere Pupillerne blevne.
Først nu lader hun til at bemærke, hvor hun er.
— Saa bar du mig dog herind. Ja, her maatte det være. Her gav jeg min Husbond den stærke Drik, der "løfter hele Livets Last". Her modtog jeg den selv af min Husbonds Haand — ja, min Husbond for Gud, Ottomar.
Deres Læber mødes i et langt Kys — et uendeligt Kys, for Læberne skilles neppe mer, deres Hoveder hvile hos hinanden, lænede tilbage mod Puden.
