Side:Guds Venner.djvu/34

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

26

Skulde det være ham, der allerede har fundet Vei til den beskyttende Borg?

Men disse Skridt, der nu ere paa de sidste Trin, lyde lettere end hans.

Skulde man have faaet Mistanke om, at han kunde holde sig skjult her, og kom man for at ransage Alt fra Taarnglug til Kjælder?

Der er mer end een Ting, der ikke er for Hvermands Blik, mindst for Speideres. Det vilde have været bedre om de Bøger vare gjemt bedre bort: — der er Dionysius Areopagita, der er Mester Eckeharts Skrifter, der er Prædikener af Tauler … der er tydske Oversættelser af Evangelierne og af Epistlerne, der er — værst af Alt — Sendeskrivelser og Breve fra selve den store Gudsven …

Det banker. Forsigtig, beskedent.

Med et kraftigt Tag, der vidner om en endelig udløst Spænding, lukker Konrad den tunge jernbeslagne Egedør op.

Derude spreder en skjult Hornlygte en rødlig gul Baggrund, mod hvilken der staar en dunkel Skikkelse, middelhøi, spædlemmet: sort Ridedragt, sort Barret, sort Haar. Et Safranskjær, der strømmer ind som en Afskedshilsen for den vestlige Aftenhimmel, belyser mellem Kappe, Hue og Haar et ungdommeligt, skjægløst Ansigt — en Elphenbenstrekant i en Indramning af Ibenholt: — bred Pande, smalle Kinder, spids Hage.

Synderlig mer er ikke at skjelne — i det Høieste at Øinene med buede Bryn, Næsen og en smal Læbestreg sidde vel anbragte. Men det er tilstrækkeligt til at faa Gertrud til at tænke: —

"Hvilken deilig ung Mand!"

Hun har i Uger og Maaneder ikke set andet Mandligt