31
end jeg vilde give ham Ord for … Naa, Hushovmester, det synes ikke at være Himlens Vilje, at jeg skal bringe disse Ting til de Ulykkelige, som ere slagne med Sot og Syge — thi det er Grunden til denne Uorden, som I er kommen saadan midt ind i, Hr. Famulus; jeg stod just i Begreb med at begive mig ned til Byen med Lægemidler og styrkende Sager og alskens Ting, som Syge have godt af og som jeg i en Hast kunde faa samlet af mine Forraad.
— I de Helliges Navn — min naadige Frue kunde dog ikke tænke paa at udsætte sit dyrebare Liv ved at begive sig midt ind i Sotens Huler og Tilholdsteder?
— Aa, min Broders Enke frygter ikke Smitten … Hun mener, at den ikke bider paa hende. Men selv om hun ikke var saa vis paa det, saa vilde hun dog ikke være bange.
Ved Gertruds barnlig stolte Erklæring giver det et Sæt i den sorte Skikkelse.
En Bevægelse, som Haanden gjør under Bordpladen, vilde være forbleven ubemærket, hvis ikke Støtten ved Dørposten havde været.
De smaa lyse Øine se helt vel, at et Par Fingre midt alt det Sorte tegner et lidet luftigt Elphenbenskors. Panden rynker sig, som om Haarspidsen vilde gro sammen med de sammenvoxede Bryn.
Nogle Øieblikke hersker fuldkommen Tavshed.
Gjennem det aabne Vindue trænger Bruset af Strømhvirvlerne ved Borgklippens Fod tydeligere end nogensinde ind i Stuen.
Renata reiser sig.
— Lad altsaa Kurt hente Sadelsækkene og gaa alene ned med Æslet. Han maa bringe Sagerne til Elisabeth-
