37
at han vel var i Stand til at naa op til de høieste Rangtrin af Kirkestigen; og hun siger sig selv, at en Kardinalhat ikke vilde sidde ilde paa dette Hoved.
Men forgjæves speider hun i ængstelig Forventning efter det Nye, hun frygter mest: — et Fanatismens Ildglimt gjennem en Skygge af aandelig Formørkning og Sneverhed, som dog ikke kan mangle hos denne Kirkefyrste, der lige har sat en Pris paa hendes Mesters og Faders, den store Gudsvens Hoved.
Dette Element har ikke fundet Leilighed til at vise sig og finder det heller ikke foreløbig; thi fra sin Famulus vender han sig med hint lyse Smil om de udtryksfulde, men maaske vel kraftig skaarne Læber til hende selv:
— I vil vistnok, min ædle Frue, have den Godhed at anvise min Famulus en eller anden rolig Krog, hvor han kan udføre disse Skriverier, som jeg haaber skal komme Eders ulykkelige By til Gode. Har I forøvrig allerede truffet Bestemmelse om hvor I vil anbringe den ubudne Gjæst, der med sit Følge overfalder Eders Borg i saa sen en Aftentime? I har kun haft ringe Frist dertil.
— Jeg behøvede ikke megen. Min Faders Gemak er det eneste, der sømmer sig for en Gjæst af Eders Rang, forsaavidt en fattig Ridderborg som denne kan yde et saadant. Navnlig vil Eders Høiærværdighed dér ogsaa have den Fordel at Eders Famulus er umiddelbart ved Haanden, da han kan sove i det femkantede Kammer.
— Intet kunde være bekvemmere. Imidlertid er jeg glad over, at der paa Grund af saa grumme kort Varsel endnu ikke kan være truffet store Foranstaltninger. For jeg har tænkt paa underveis, som jeg red her op, at jeg vilde kunne lide at sove i Nat paa det gamle Sted.
— I Taarnkamret? udbryder Renata, og en svag
