54
til disse Egne. Men da jeg sad iaftes ved mit gamle Taarnkammer-Vindue og saae over paa Kalvariebjerget, om hvilket I nu veed hvad for Minder af mine, der huse i dets Smaakapeller — ja, da kom det over mig, at jeg maatte aabenbare Eder hvad I nu skal faa at høre. Det er nu ganske vist at gjøre ugjort hvad jeg med usigelig Kval og Møie i sin Tid har bragt i Stand; at nedrive ligesom med et eneste, ved Magi forvoldet Jordskælv den Bygning, som jeg med blødende Hænder Sten for Sten selv har opført til Eders Værn og Ly — fast ligesaa frygtelig en Beslutning som den, hvormed jeg den Gang lagde den sindrige Plan til denne sælsomste af alle Blændværksbygninger. Dog det faar ikke hjelpe. Jeg kan ikke udholde — nei, jeg vil ikke udholde det længer at være miskjendt af Eder, at blive ved at være Gjenstand for den Foragt og Afsky, som jeg veed I maa føle for mig. Eders Kjærlighed, som jeg har besiddet, kan I ikke skjænke mig igjen, men jeg vil vinde Eders Forstaaelse.
Der er et besluttet, næsten haardt Drag om Bisp Ottomars Mund, da han nu tier. De kraftige, bevægelige Læber presse sig sammen men aabne sig et Par Gange just en Kjende for at lade sig væde af Tungespidsen, som om de Ord, der nu skulle frem, ellers ikke vilde glide over dem.
Fuglenes Sang i Skovbrynet og Solsorternes i Trægaarden er forstummet. I døsig-tung Insektsummen svinger Middagstimens Stilhed rundt om dem som med en tonløs Kimen.
— Thi mit Kors var endnu kun paa mine Skuldre; nu skulde jeg nagles til det. Gud forlade mig, om mine Ord lyde bespottelige, men saaledes var jeg tilmode — ja, som om jeg selv skulde nagle mig fast — uløselig fast.
