Side:Guds Venner.djvu/74

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

66

Sands for det Paradoxale, at han egentlig befinder sig her i Embeds Medfør som Katechisator, for ikke at sige som Inqvisitor.

For der var fra mer end een Side indløbet vage Mistænkeliggjørelser af Fruen paa Langenstein, at hun skulde nære kjætterske Anskuelser og omgaas med Planer, der rummede stor Fare for Rettroenheden og for Kirkens hellige Sag i hans Diöces.

Vel havde Ottomar i sit Regensborger Palads trukket paa Skuldren ad saadanne Angivelser, men kun for strax efter i sit Kancelli at sætte en Mine op som en Storinqvisitors og erklære, at dette var en alvorlig Sag, som han strax selv maatte undersøge fra Grunden af. For at kunne aflægge det dertil fornødne Besøg uden at vække Opsigt og give et Allarmsignal, vilde han foretage en visiterende Rundreise i sit Diøces, der var at anlægge saaledes, at den allerede i sin Begyndelse førte ham til Langenstein, hvor han haabede at den inculperede Dame vilde kunne rense sig for al Mistanke, da hun var Sønnedatter af en from Korsfarer, der havde deltaget med Ry i den sidste fortvivlede Kamp for den hellige Grav. For imidlertid at vise sine Omgivelser, at han ikke var lunken i Bekjæmpelsen af Kjætterplagen, lod han strax en Forholdsregel udføre, som han allerede havde haft under Overveielse, idet han udstedte en Bekjendtgjørelse, som skulde opslaaes overalt i hans Bispedømme og udlovede en Pris for den store Gudsvens Paagribelse. Thi ogsaa det Rygte laa i Luften, at denne Ærkekjætter, der var saa meget mere frygtet, som Ingen vidste noget Sikkert om ham, atter skulde befinde sig paa Vandring for at besøge de hemmelige Menigheder i Sydtyskland og navnlig, som man formodede, i Franken.