67
Famulusen venter taalmodig paa Svar. Han er vant til at hans høie Foresatte til Tider er lidt aandsfraværende, men plages ved denne Leilighed tillige af Ængstelse for med sit ukaldede Spørgsmaal at have overskredet sin Stillings Grændser — en Ængstelse, der dog beroliges noget ved det spottende, men ikke barske Smil, der end ikke viger fra Bispens Læber, da de endelig bevæge sig.
— Vincentius, I er en ung Mand, med gode, saare brugelige Aandsevner ganske vist, men endnu et vel grønt Træ til at bære saadanne Frugter, der ikke modnes i en Haandevending. Hvis jeg saaledes vilde falde med Døren ind i Huset, er det lidet sandsynligt, at jeg vilde lokke Sandheden frem for Dagslyset; snarere vilde jeg vel kyse den ned i det mørkeste Kjelderrum. Det er ikke derfor jeg selv er reist til Langenstein. Hvorfor saa ikke heller simpelthen stævne Fruen for mit Tribunal i Regensborg? Nei, denne Sag vil fremmes med Lempe og undes Tid, og den Samtale, som I har bemærket jeg har ført her i Enrum med Borgfruen, er i det Høieste at betragte som et Exordium.
Famulusen bøier Hovedet i taknemlig Anerkjendelse af den Belæring, der er blevet ham til Del fra hans Herres Læber. Men skjøndt en næsten umærkelig Haandbevægelse og det bortvendte Blik antyder, at Bispen betragter Samtalen som endt, bliver han staaende og rømmer sig, maaske snarere paatrængende end beskedent.
Bisp Ottomar ser op — ikke just opmuntrende.
— Hvis Eders Høiærværdighed har Stunder at laane Øre til en kort Beretning.
— Nu?
