Side:Guds Venner.djvu/76

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

68

— Nemlig, jeg troer — med Eders Høiærværdigheds Tilladelse — allerede at have opdaget Noget … endogsaa fundet et Spor, som mulig kan føre vidt.

Bispens kraftige, retliniede Øienbryn bue sig tilveirs, uvist om i Beundring af den unge tjenende Mands Skarpsindighed, af Mishag over at han gaar paa egen Haand, eller blot af Utaalmodighed.

— Eders Høiærværdighed vil undskylde, naar min Indledningsbemærkning synes at være af noget forfængelig Art. Jeg kunde nemlig ved min Ankomst igaar ikke undlade at bemærke, at den unge Dame ved Navn Gertrud, der (hvis jeg ikke hørte feil) er en Søster til Borgfruens afdøde Husbond — —

— Ja?

— at hun med en vis Interesse og endogsaa med Behag fæstede sin Opmærksomhed ved min ringe Person, — utvivlsomt en Følge af den Afsondrethed, hvori man lever paa denne ensomme Borg — —

Utvivlsomt.

Famulusen rømmer sig, noget overvældet af den Redebonhed, hvormed hans Mester anerkjender og tilegner sig hans sjælekyndige Forklaring af dette Phænomen.

— Da Sligt undertiden kan føre til vigtige Oplysninger, vil Eders Høiærværdighed vistnok ikke ganske misbillige, at jeg besluttede mig til ikke at lade saadan Omstændighed forblive unyttet, men at vise den naadige Frøken al Opmærksomhed og endogsaa lægge min Hyldest for hendes Fødder.

Biskoppen ser ikke ud, som om han billigede Noget, men siger intet.

— Jeg tør sige, at allerede mit første Skridt kronedes med Held.