71
— "Onde Tider" maa I vel kalde disse, da den hellige Kirke er splittet, og dets Overhoveds Fangenskab med dobbelt Ret kaldes et "babylonisk Exil", saasom det pavelige Hof i Avignon er et Samlingssted for alle Laster og Uterligheder, saa at det neppe undrer En mere, naar en Mand bestiger Christenhedens Throne, som har været Sørøver i sin Ungdom.
Vincentius løfter Hænder og Øine mod Himlen.
— O denne guddommelige Naades uudtømmelige Fylde og uransagelige Veie! Maa dette ikke minde os om ham, som korsfæstedes ved Herrens høire Haand og som længst er med ham i Paradiset?
Biskoppen betragter sin Famulus med et forvirrende Blik, fuldt af halvdulgt Foragt og uskrømtet Beundring.
— Vincentius, I kan gjøre Eder Haab om at opnaa Ridderskabet, om ikke i levende Live saa dog i Eders Død, som jeg haaber vil lade vente paa sig, saasom jeg har god Brug for Eders Færdigheder.
— Jeg takker Eders Høiærværdighed for Eders gode Mening. Men hvorledes skal jeg forstaa det om Ridderskabet?
— Veed I ikke, at en Scholasticus har Ret til at blive stedet til Jorden som en Ridder? Og i Sandhed, I er en stor Scholasticus.
Vincentius bøier Hovedet, som det sømmer sig ved en saadan Leilighed. Maaske dog mest for at skjule Ansigtet. Det har Rødme i de blege Kinder og Smil om de tynde Læber; men det vilde være vanskeligt at afgjøre. om den unge Mand er smigret indtil Forlegenhed eller krymper sig under Stinget af en skjult Spottebraad.
— Eders Høiærværdighed betragter mig vistnok med
