VIII
Letfodet og foretagelseslysten iler Vincentius ned ad den stenede og rodknudrede Fodsti, som afkorter Veiens Vendinger.
I hans Hoved mylrer og summer det som i en Bikube, der vil sværme.
"Det skulde ikke undre mig, om Skimlen, da den snublede sig lam, har gjort mig en bedre Tjeneste end nogen af mine Venner, som jeg ganske vist ikke har haft mange af, nogensinde har gjort mig. Uden dette Tilfælde var jeg redet ligeover den Bro dernede, uden at lære Værten i "Det forgyldte Oxehoved" at kjende og have en god Anledning til at besøge ham igjen. Han behagede mig strax; og hvad den naadige Frue deroppe sagde om ham viste mig yderligere, at jeg visselig havde gjort et godt Bekjendtskab. Det er den Slags Folk man skal faa noget at vide af, i Synderlighed om det Herskab, der har jaget dem af Gaarde; har det en Tønde, der skal holdes tæt for, saa vil der nok sive Noget ud ad den Spuns.
"Vist er det, at der er Adskilligt her som det gjælder at faa Rede paa. Det kan nok være, jeg spidsede Øren igaaraftes, da Bispen neppe er kommen ind ad Døren, før han taler og tiltales som en fortrolig Husven. Borgfruen vil indkvartere Hns. Høiærværdighed i "min Faders Gemak" og min Uværdighed i "det femkantede Kammer", som om begge vare de bekjendteste Ting af
