82
"Dér er han igjen, nede paa Rydningen. Ganske liden; men jeg er vis paa at jeg vilde kunne se, det var ham, selv om jeg ikke vidste, at han var underveis. Og endnu igaar paa denne Tid, ja flere Timer derefter, anede jeg ikke at der gaves nogen Vincentius. Det er en helt ufattelig Tanke. Vincentius — et herligt Navn! jeg har aldrig kjendt Nogen, der hed saadan … Nu er han borte igjen,. men han vil snart være nede paa Broen.
"Denne Bisp Ottomar hader jeg. Jeg veed nok, det er ikke christeligt at hade noget Menneske, men her har jeg da Grund til det. For han er min Broders Banemand. Det Fald med Hesten var aldrig blevet dødeligt, hvis det gamle Saar ikke var brudt op. Og jeg veed knap om det var det værste. Men han havde Renatas Kjærlighed, den min Broder havde saa bittert nødig og fortjente saa vel. Jeg var kun elleve Aar den Gang i Regensborg i Fastelavnstiden, da Ottomar og hun endnu var trolovede; og jeg saae, hvorledes Hugos Hjerte tæredes hen i Brystet paa ham. Hver Gang vi blot havde set hende langt fra i Vrimlen, var det, som om han havde faaet Gift at drikke. Overfor mig tænkte han jo ikke paa at lægge sit Ansigt i Festfolder, for han mente, saadan en dum lille Gaas kunde ikke forstaa Noget. Men jeg forstod det altsammen meget godt og græd hver eneste Nat for ham og bad til Gud, at han maatte helbrede ham for saadan Hjertesot. Og jeg mindes endnu, som om det var igaar, den Dag da vi første Gang saae ham sammen med den Adelgunde von Feuchtwangen, som de Allesammen fandt saa dejlig, at jeg skammede mig paa deres Vegne — hun er da siden løbet af Lande med en farende Svend, men Nogle siger at hun er bleven en stor Dame i Avignon ved det babelske Pavehof. — Og hele hans
