84
tius! det Navn lyder virkelig som Navnet paa en Skytshelgen!
"Dér staar han nu midt paa Broen. Han har allerede staaet der en Stund. Han ser vist herop. Mon han kan se, at der staar Nogen i Vinduet? og mon hans Hjerte saa siger ham, at det er mig og ikke Renata eller en af Tjenestetyendet? Hvis det gik an, vilde jeg tage mit Tørklæde og vinke til ham, men det gaar aldrig an. Saa, nu gaar han videre — hvor hans Speilbillede glider gjennem Vandet — en lang sort Streg, der naar næsten herhen — og nu blander den sig med den gule Stribe fra Stephens Skilt, den der altid skjærer mig saa stygt i Øinene — hvor det Sorte og det Gule blander sig underlig … det Gule bliver dobbelt gult, synes jeg." —
Der er intet mer at se. Gertrud lukker Vinduet og giver sig i Lag med Skabet.
Men snart bliver hun staaende med en Bunke lavendelduftende Linned i Hænderne, slaaet af en Tanke: —
"Det vil vare et Par Timer eller saa, til han kommer tilbage. Jeg kan snart være færdig her, saa vil jeg tage en Kurv og gaa ud og plukke Jordbær, til Bispens Nadverkost. Der er et godt Jordbærsted, som hverken er langt fra Stien eller fra Veien, saa jeg kan holde Øie med dem begge. Jeg vil tage en hvid Klædning paa i Stedet for denne, der er saa graa som en Klippesten. Visselig ikke af Forfængelighed, men den hvide skinner længer bort gjennem Løvet. Det skulde gaa underlig til, om han ikke kom hen og hjalp mig lidt med mit Arbeide. Det er virkelig af den allerstørste Vigtighed for os Alle, at jeg holder denne lykkelig knyttede Forbindelse fast. Vincentius — det er Nøglen til Bispens Lønkammer."
