Side:Guds Venner.djvu/94

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

86

paa Enkeskabets Regning, men ogsaa denne unge Pige. som imidlertid altsaa ikke er groet fast i den. Han maa tænke paa Rygtet om at Borgfruen paa Langenstein halvt eller helt tilhører Beghinernes Sekt, hos hvem denne graa Dragt er en Slags Ordenstegn. Og han maa smile derved. Saadant Væsen synes at ligge saa lidt for Renata, som han kjendte den unge freidige Ridderfrøken, hvem han i sine Skrupler forlod — taabelig forlod for hendes verdslige Sindelags Skyld. Ganske vist, hun kan være bleven alvorligere med Aarene. Hun er bleven alvorligere med Aarene, og denne Alvor høiner hendes Væxt uden at berøve hende Noget af hendes Ynde og Elskelighed. Muligt forøvrig, at allerede den Gang den unge Pige rummede en Del mere Alvor, end han i sin overskyggede Tungsindstilstand havde kunnet skimte under den straalende Overflade.

Der er endnu et Smil om hans Læber. Modsætningen mellem den hvide Kjole og det mistænkelige Beghiner-Graat erindrer ham indtrængende om hans paatagne Rolle som Inqvisitor og Kjættersnuser, hvis Modsætning til den virkelige Egenskab af gammel Elsker, i hvilken han gaar om her paa Borg Langenstein, kildrer Bispens Sands for barrok Humor.

Smilet forsvinder med en misbilligende Brynrynkning. Den hvide Kjole skimtes kun svagt gjennem Løvet tilvenstre, hvor Hulveien fører nedad. Gertrud havde haft en lille Spaankurv hængende paa Armen. Bisp Ottomar veed meget vel, hvor Jordbærrene modnes tættest mellem Vei og Sti nedad Byen til. Famulus er nede i Byen. Det er at ønske, at de To ikke mødes — tilfældig eller ikke tilfældig. Hvad den unge Mand saa selvtilfreds har ytret om Frøkenens Bevaagenhed og om den Maade, han agter at udnytte den paa, har aldeles ikke tiltalt