Side:Guds Venner.djvu/98

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

90

Han strækker Haanden ud og trækker et Stykke Papir, med en flygtig architektonisk Tegning paa, nærmere til sig.

— Et smukt Udkast til Kapellet. Ædelt i al sin Simpelhed. Men kun et fladt Træloft! Ja, jeg kan fuldtvel forstaa, at du ikke vil have uægte kalkede Buehvælvinger og at der ikke fandtes Raad til stensatte. Men jeg tænker, den biskoppelige Kasse vil kunne sørge for at det Langensteinske Borgkapel faar et hvalt Stenloft, hvis Buer høine Aanden og ligesom løfte Sindet op til den himmelske Skaber.

— Jeg takker dig af Hjertet for din gode Vilje. Og dog veed jeg ikke ret, om det i et Andagtshus saameget kommer an paa at høine og løfte Sindet, hvad vi vel bedst gjør under den frie Himmelkuppel. Snarere kommer det vel an paa at samle Sindet, paa at ydmyge sig, ja gjøre sig selv til Intet, at den guddommelige Naade maa finde Rum og strømme ind i os. Og saa tænker jeg ogsaa, at de første Menigheder, som skulde være vort Forbillede i Christi Efterfølgelse, visselig ikke have tilbedt under hvælvede Stenbuer; og jeg har da ellers hørt sige, at der i Vælskland og i selve Rom findes høist prægtige Domkirker med fladt Træloft.

— Du har Ret deri, og naar det stemmer bedre med dit Sind og din Smag, skal det da være langt fra mig at ville paanøde dig noget Andet. Det var kun, fordi jeg mente at det var Hensynet til Bekosteligheden, der havde ledet Planen.

— Jeg forstaar det godt, og jeg takker dig saa meget.

— Hm. Det er ellers et sælsomt Træf!

— Hvilket?

— Du husker nok, at jeg igaar Aftes talte om en Kjøbmand, som jeg traf i Kroen i Lengefeld —?