91
— Ja?
Der er en let Dirren i hendes Røst og et overrasket Glimt i Blikket, der ikke undgaar ham.
— Og at han havde lagt meget Kjendskab til Bygningskunst for Dagen, hvilket han havde erhvervet sig ved sine mange og vidtstrakte Reiser. Saa kom vi da ganske naturlig til at tale om vor Ordenskirke, der — som du maaske har hørt — efter hundredaarigt Arbeide nu næsten er fuldendt. Han indrømmede mig gjerne, at den i sin Art maaske var den fineste Bygning i Tydskland, ja kan hænde i Christenheden, men han var overhovedet imod Stenhvælvinger og foretrak den gamle Basilika med sit flade Loft, hvorfor han gav omtrent de samme Grunde som du.
— Hvilket viser, at jeg ikke staar ganske ene med min Smag.
— Og om du gjorde det, troer du, den derfor vilde være mig mindre værd? Nu, jeg ser paa dette Punkt trænger du ikke til min Hjelp. Men der kunde jo være andre, og du skulde ikke forsmaa at have en Bisp med ved Værket.
— Naar Bispen hedder Ottomar von Winterstetten, visselig ikke.
— Helst er jeg ved din Side som Ottomar simpelthen, det veed du, Renata; men tro mig. Bispen er heller ikke helt at forsmaa. Du veed vel neppe selv, hvor meget et Forehavende som dit har Autoriteternes Beskyttelse behov; hvor megen Mistydning det er udsat for, hvilke Farer der kan true det. En eller anden findes altid, som vil En ilde. En, der misunder. En, der troer at have Noget at hevne; og hvor der er en Stræng, der klinger ondt, faar den let Mængden til Sangbund. Snart er Ordet "Beg-
