88
Frederik Christian Sibbern.
Fosteret paa visse Stadier af sin Udvikling forekommer den ukyndige Betragter at være en Vanskabning. Naturen synes ofte at gaa Absurditetens Veje. Alt Sligt er dog kun noget Foreløbigt og Forbigaaende, en lille Krumning paa en Vej, som Verdensudviklingen maa tilbagelægge. Endnu er Tilværelsen paa Vejen, ja endog paa Begyndelsesstadiet af Vejen til Maalet. Der viser sig endnu i vor Erfaring et Modsætningsforhold mellem det centrale Princip, Enhedsprincipet i Verden, og de mangfoldige periferiske Udgangspunkter. Men det vil mere og mere blive afløst af et Harmoniforhold. Kun for en begrænset Del af Verden kan der dog være Tale om en fuldstændig Virkeliggørelse af Verdensformaalene; da der i Verden i det Hele skal virkeliggøres en uudtømmelig Indholdsfylde, vil der dertil behøves en uendelig Tid.
Disse vare de filosofiske Ideer. Sibbern udtalte i sit mærkelige lille Skrift »Spekulativ Kosmologi« , som udkom 1846, det eneste, i hvilket han i Sammenhæng har fremstillet sin almindelige Verdensanskuelse. Det lønner sig endnu for dem, der interessere sig for filosofiske spekulationer, at studere dette Skrift, der, som man vil have set, ikke mangler Tilknytningspunkter for den nyeste Tids Teorier og Synsmaader. Til nærmere Karakteristik vil jeg her kun tilføje nogle faa Bemærkninger.
En af de vigtigste Sider, fra hvilken en filosofisk Verdensanskuelse kan karakteriseres, er det Forhold, den statuerer mellem Enhed og Mangfoldighed i Tilværelsen. Sibbern søger at give begge hvad der tilkommer dem, hver for sig, og i hans Fremstilling ses meget klart de Motiver, som give dem Interesse og Betydning i filosofisk Henseende. Til at forudsætte Enhed føres vi ved det Grundfaktum, at Tilværelsen, hvor vi formaa at trænge ind i den, fremtræder for os som en lovordnet Sammenhæng. Der maa da, synes det, være et eneste Princip, som virker i Alt. Men paa den anden Side viser Erfaringen os lige saa vel en Mangfoldighed af virkende Elementer, af sondrede Udgangspunkter. Uagtet nu dette sidste Synspunkt betones meget stærkt af Sibbern, især i den for ham saa ejendommelige Lære om den sporadiske Udvikling, saa underordner han dog afgjort Mangfoldigheden under
