Side:Høffding - Mindre Arbejder.djvu/104

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

90

Frederik Christian Sibbern.

Alt, fører over til en saa meget des rigere Organisation; men Mere kan det aldrig blive. Det er en energisk Overbevisning, der rører sig hos den begejstrede Tænker, der saa stærkt har betonet det sporadiske og Brudstykkeagtige, naar han stedse fastholder Ideen om en sig gennem Striden fremarbejdende Harmoni; men den kan ikke videnskabeligt begrundes og gennemføres.

Maaske hænger det sammen hermed, at Sibbern ikke helt ud fastholder sin Udviklingslære. Hans Tro paa det Alvirksomme fører ham ikke blot til at tilskrive det en uendelig Overlegenhed over for de enkelte Elementer, der skulle organiseres; men han undtager det endog fra at være Udviklingsprocessen underlagt. Den egentlige Udvikling bestaar for ham i, at Elementerne organiseres; den organiserende Magt, det Alvirksomme er ikke selv vordende men evigt. Eller som han udtrykker det med en teologisk Vending: Gud vorder ikke, men kun Guds Rige vorder. En saadan Distinktion kan ikke fastholdes, og Sibbern føler det selv. Hvorledes kan Guden være evig og uden Udvikling, naar hans Rige ikke er det? Guden og hans Rige høre saa nøje sammen, at de kun blive til med hinanden; der kan ikke være et Ligegyldighedsforhold mellem dem. Vorder Guds Rige, saa er Gud ogsaa stedt i Vorden. Sibbern har her optaget Mere af Teologien end de blotte Ord. Vel peger den kristne Lære om en lidende Gud med storartet Dybsindighed hen til hvad den gennemførte Udviklingsfilosofi fordrer; men Teologiens sædvanlige Tilbøjelighed til at halvere Tankerne har ladet den gyse tilbage for denne dristige Konsekvens.

Uagtet Sibbern ynder at bruge teologiske Udtryk, er hans Lære aldeles kættersk. Gud er for ham ikke noget fra »Verden« sondret og forskelligt Væsen. Han skelner mellem Tilværelsens »Verdensside« og »Guddomsside«: hin have vi i Elementernes Mangfoldighed, denne i Enhedsprincipets Virken. Guddommen virker gennem de fra Elementerne udgaaende Virksomheder. Dog tilfredsstiller Panteismen (hvilken han iøvrigt omtaler i varme Ord som en alvorlig og berettiget Livsanskuelse) ham ikke, fordi den lærer, »at der ikke gives anden Gud end Guds