102
Frederik Christian Sibbern.
ved at Folkerepræsentanterne (eller Folket gennem sine Repræsentanter) have Del i Statsmagten.
En Sætning maa man give Sibbern Ret i, og det er den, at alle statsretlige Garantier ere moralske. Det giver ingen Sikkerhed, at Folkets valgte Repræsentanter faa Andel i Statsmagten, naar det kun beror paa Regeringens egen Vilje, om den skal tage noget Hensyn til deres Afstemning. Dersom Sibbern havde oplevet Hundredaaret efter sin Fødsel, vilde han have faaet en Erfaringsbekræftelse paa sin Sætning.
Men for ret at vurdere hans politiske Opfattelse, maa man lægge Hovedvægten paa den republikanske Aand, han fordrer skal herske i Monarkiet. Hvad han vil udelukke og hindre, er Standsforskellenes Skærpelse og Uddannelse at et Aristokrati. Han vilde hverken have et Adels- eller et Embedsaristokrati, og han frygtede for, at i en »Fristatsforfatning« vilde det blive »Velstandsfolket«, der kom til at regere over »Lavmandsfolket«. Det havde efter hans Opfattelse været de danske Enevoldskongers Bestræbelse at arbejde paa Folkets Emancipation. Selve Regeringsforandringen 1660 betragtede han som en Frigørelse af Borgerstanden. Fra dette Aar af regnede han derfor Friheden i Danmark. Især virkede Frederik den Tredje og Kristian den Femte, og senere igen Kronprins Frederiks Regering fra 1784 overordentligt meget til Bedste for Lavmandsfolket og for almindelig Lighed mellem Landets Borgere. Intet harmede Sibbern mere, end naar han hørte de liberale Politikere tale om Tiden før 1848 som en Ufrihedstid. Han havde selv foretaget et grundigt Studium at det 17. og 18. Aarhundredes danske Historie. Endnu i sine »Samfundsbetragtninger« (Første Hefte 1865) siger han: »Dersom jeg i min høje Alder turde tænke paa Sligt, vilde jeg nok forsøge en historisk-filosofisk Gennemgaaelse af Danmarks Historie fra 1536 af ..... Det er især for dem, som deltage i Politiseringerne, at jeg ønskede Skildringer af Danmarks indre Stats- og Folke-Udviklingshistorie, skreven saaledes, at de vigtigste Kilder, de kongelige Forordninger, og hvad der blandt Reskripterne maa stilles sammen med dem, retteligen blive gennemgranskede, og det Betydelige i dem fremdraget.« Han fremhæver med Rette, at heri ligger
