130
Alexander Hamilton.
ham vare bl. a. Benjamin Franklin, James Madison og Hamilton til Stede. Modsætningerne traadte her skarpt overfor hinanden. Medens Hamilton stillede et Forslag, der trykkede Enkeltstaterne stærkt ned og indrettede en kraftig udøvende Magt, fordredes fra den modsatte Side Unionsregeringens Myndighed indskrænket til et Minimum. Af New-Yorks Delegerede var Hamilton den Eneste, der var stemt for en virkelig Unionsforfatning; hans to Kolleger modsatte sig den og forlode Konventet, da de saa, at det blev til Alvor med den. James Madison viste sig her som den praktiske Statsmand, der lemper sig efter de virkelige Forhold. Kun gennem forskellige Kompromiser kunde det lykkes at faa et Udkast vedtaget. Af disse Kompromiser kan nævnes det, ved hvilket det bestemtes, at medens Kongressens Repræsentanthus skulde vælges af Folket, skulde dens Senat bestaa af to Delegerede fra hver Stat. Senatet udtrykker altsaa alle Enkeltstaternes Ligeberettigelse, medens Repræsentanthuset fremgaar af Folket i det Hele, uden Hensyn til Enkeltstaterne. Desuden kom man overens om, at Slavehandel kunde forbydes af Unionen fra 1808 af, medens Slaveriet vedblev at bestaa og endog skaffede Slavestaterne større politisk Magt, idet en Slave regnedes for 3⁄5 Menneske ved Fastsættelsen af hvor mange Repræsentanter enhver Enkeltstat skulde sende. Ved denne sidste Bestemmelse kom man foreløbigt ud over det vanskelige Slavespørgsmaal, som allerede nu delte Nord- og Sydstater i to Partier, som havde et helt forskelligt Syn. Stridsspørgsmaalet blev udsat[1], indtil det kunde finde sin Afgørelse gennem en klar og energisk offentlig Mening. Og selv da
- ↑ En Hovedgrund til Udsættelsen var vistnok ogsaa den Forventning, man nærede om, at Slaveriet snart vilde falde bort af sig selv. Man anede ikke, at der forestod et uhyre Opsving af Bomuldsdyrkningen, foranlediget ved Opfindelsen af Maskiner i den engelske Bomuldsindustri. Der sendtes paa den Tid endnu slet ikke Bomuld fra Sydstaterne til England, og der dyrkedes i det Hele ikke megen Bomuld. Med Bomuldsdyrkningens Opsving bleve Sydstaternes Politikere snart fanatiske Modstandere af Negeremancipationen. Smlgn. John Fiske: The critical Period of Amercian History. London 1888. p. 266 f. — Et interessant Eksempel paa, hvorledes økonomiske Forhold faa Indflydelse paa etiske Anskuelser!
