133
Alexander Hamilton.
individuelle Frihed paa mange Maader stærkt beskaaret, for at Statens Enhed ikke skulde lide. Montesquieu lærte udtrykkeligt, at den republikanske Forfatning kun var mulig ved et begrænset Landomraade. Kun dér kunde den Enhedsfølelse, den umiddelbare Opgaaen i de fælles Interesser opstaa, som den republikanske Regeringsform forudsætter. Alle Borgere kunde tage Del i Sagernes Afgørelse[1]. Frederik den Store, ytrede i Aaret 1782 til den engelske Gesandt i Berlin, at han var overbevist om, at den amerikanske Union ikke kunde bestaa længe i sin republikanske Form; allerede Landets store Udstrækning vilde være en Hindring, ti en republikansk Regering har aldrig eksisteret længe, hvor Territoriet ikke var begrænset og koncentreret[2]. Endnu i vort Aarhundrede er det ofte af europæiske Forfattere blevet udtalt, at kun Monarkiet kunde være Form for en omfattende Statsorganisme[3].
Det var en Indvending, som Unionens Modstandere ikke undlod at benytte sig af. Frihedens Sag var for disse knyttet til Enkeltstaternes absolute Suverænitet. Hamilton svarer, at Montesquieu kun kendte Oldtidens smaa Republiker, og at Historien endnu ikke havde vist nogen Anvendelse af Repræsentationssystemet i et stort Land med republikansk Forfatning. Oldtidens Republiker forudsatte alle Borgernes personlige Deltagelse i Sagernes Afgørelse og kendte kun Repræsentation i meget indskrænket Omfang. Hvis man altsaa vil beraabe sig paa Montesquieu, maa man være saa konsekvent at forlange flere af de største nordamerikanske Enkeltstater delte; ti de er for store til at være Republiker i den Betydning, i hvilken Montesquieu tog dette Ord. Tillige overse de, at denne udtrykkeligt anbefaler et Forbund mellem frie Stater som eneste Middel til at udstrække den republikanske Forfatning over et større Omraade. Et saadant Forbund er nu prøvet i Amerika og har vist sig utilstrækkeligt. Det har vist sig, at hvis det er Alvor med at give Unionen Styrke
