135
Alexander Hamilton.
Menneskenaturen, som gør Forsigtighed og Mistro nødvendig, saaledes er der andre Egenskaber i den menneskelige Natur, som retfærdiggøre en vis Grad af Agtelse og Tillid. Den republikanske Forfatning forudsætter Tilstedeværelsen af disse sidste Egenskaber i en højere Grad end nogen anden Forfatning. Dersom de Skildringer, som nogle Forfattere have givet, vare sande Gengivelser af den menneskelige Karakter, maatte man drage den slutning, at der ikke er tilstrækkelig Dyd hos Menneskene til Selvstyrelse, og at kun Despotiets Lænker kunne hindre dem i at ødelægge og fortære hverandre«[1]. Det republikanske Princip hviler altsaa paa en Tillid til Folket. »Men det fordrer ikke ubetinget Eftergiven for enhver opblussende Lidenskab, eller enhver forbigaaende Tilskyndelse, som maatte røre sig hos Folket ved Kunstgreb af saadanne Mennesker, der smigre dets Fordomme for at forraade dets Interesser. Det er en rigtig Iagttagelse, at Folket i Almindelighed tilsigter det offentlige Vel. I selve dets Vildfarelser viser dette sig ofte. Men dets sunde Sans vilde foragte den Smigrer, der vilde paastaa, at det stedse tænker rigtigt om Midlerne til at fremme det offentlige Vel. Det véd af Erfaring, at det undertiden farer vild; og et Under er det, at det farer saa sjeldent vild, som det gør, skønt det stadigt er udsat for Snyltegæsters og falske Angiveres Kunster, for de Ærgerriges, de Havesyges og de Hensynsløses Snarer, for deres List, som besidde dets Tillid uden at fortjene den. Naar der kommer Tilfælde, i hvilke Folkets Interesser stride mod dets Tilbøjeligheder, er det en Pligt for dem, som Folket
- ↑ At Hamilton selv ikke just havde høstet gode Erfaringer om Menneskene, ses af en karakteristisk Udtalelse af ham i et Brev til hans Ven Meade (i Aaret 1782): „Intet skal afbryde vort Venskab. Mit Venskab for dig er bygget paa det solide Grundlag af en fuld Overbevisning om, at du fortjener det, og at det er gensidigt; og det er saa meget des fastere grundet, som du har faa Medbejlere. Erfaring er en stadig Kommentar over den menneskelige Slægts Uværdighed, og de faa Undtagelser, vi finde, have saa meget des større Ret til at skattes, jo sjeldnere de ere. Jeg kender Faa, som ere agtværdige, Færre endnu, som fortjene at elskes; og naar jeg møder Nogen af sidstnævnte Art, staar det ikke i min Magt at holde mine Følelser tilbage.“ (Works I. p. 298).
