153
Social Pessimisme.
Vanskeligheden ved at forene de tidligere Udviklingstrins Goder med de seneres lettes nu for en stor Del ved, at Slægten i en vis Forstand stedse begynder forfra. Det gaar her som i Naturen, hvor vi mere og mere have lært, at de Kræfter, der have virket i de tidligere Jordperioder, ikke ere væsensforskellige fra dem, der den Dag i Dag ere i Virksomhed rundt om os. Ogsaa paa det menneskelige og sociale Omraade gælder Aktualitetsprincipet. Al mulig Emancipation og Individualisme kan ikke ophæve de simple Grundforhold, som stedse paany sætte Fællesskabet i Selskabets Sted. Familien maa stedse vedblive at være et Fællesskab. Forholdet mellem Forældre og Børn og mellem Mand og Hustru lægger Grunden til de stærkeste og varigste Følelser, som Menneskelivet kender. Indenfor det Samfund, som bestemmes ved disse Følelser, begynder ethvert Menneske sit Liv. Her finder et Samliv Sted, som er Medfølelsens og Menneskelighedsfølelsens stadige Hjemsted. Fra det udgaar stedse paany de Kræfter, der holde Menneskelivet sammen. Her bøjes og lempes Egoismen; her undergaar Brutaliteten en stille Ændring. Ingen Retsmekanik, selv den kløgtigst udtænkte, og ingen Oplysning, selv den mest grundige, kan erstatte det
Tingenes Orden, des interessantere er det at høre hans Dom om den Forandring, der er i Færd med at foregaa og til Dels allerede er foregaaet. Han fremhæver, hvilket snevert Syn og hvilke Standsfordomme der maatte opstaa under den Isolation og Begrænsning, under hvilken Livet førtes. Man saa kun „til sin egen Marks Grænse, eller naar det kommer højt til Sognets Skel; underligen vilde det have været og hartad ubegribeligt. om man havde truffet Folk med Syn for det store Samfund, Land og Folk“. Der er nu som Følge af de nævnte Aarsager, ikke mindst af den politiske Bevægelse selv i de usleste Hjem kommet „noget af en Fællesskabsfølelse, som vist aldrig har været der før“. Arbejderen og Husmanden have lært, at „de høre et Folk til, at de har fælles Interesser med deres Folk, at de har en Ret og et Ansvar“ (p. 130, 137). — Hvis Forfatteren har Ret heri, se vi, hvorledes Opløsningen af de gamle Bykommuner med deres Fællesskab og deres paa Naboforholdet hvilende humane og sociale Forbindelser kan være en Overgang til en større og mere omfattende Fællesfølelse og til en Bevidsthed om større Opgaver og Synspunkter, end den gamle Ordnings begrænsede Horizonter gjorde mulige.
