159
Hedenske Sandhedssøgere.
skellige Personligheder. Deres Interesse er Livsfilosofi. De ere, hvad Søren Kierkegaard kaldte subjektive Tænkere.
Deres Forskel fra den klassiske Tids græske Filosofer beror især paa, at den umiddelbare Harmoni mellem Elementerne i Livet og særligt i Menneskenaturen ikke længere raader. De have ikke Sokrates' Forvisning om, at klar Indsigt er Et med Villen af hvad man har erkendt. Der har vist sig at være større Afstand mellem Ideal og Virkelighed end den klassiske Græcitet antog. Disse Tænkere ere i en vis Forstand Udtryk for en Opløsningsproces, for den Kendsgerning, at den klassiske Harmoni, der havde sat sig saa store Mindesmærker i Kunst, Tænkning og Statsliv, maatte opgives. Men fra den anden Side set betegne de et Fremskridt, idet deres hele Opfattelse har en Inderlighed og en Dybde, hvortil den græske Tænkning ikke naaede i sin klassiske Tid. Mellem Tanken og Viljen skyder Følelseslivet sig frem, en Verden af indre Bevægelser, der for den klassiske Opfattelse med Lethed fejede sig ind i de Rammer, Tanken kunde danne og Viljen omfatte i sin Handlen, men som nu trængte til at vinde sit ejendommelige Udtryk og krævede sin særskilte Tilfredsstillelse. Fra Betragtningen af den ydre Tilværelse og fra Deltagelsen i Statslivet trak den Enkelte sig da nu tilbage for at fordybe sig i en indre Verden, der var ikke mindre rig paa Begivenheder og Opgaver end hin ydre. Alt kom nu for ham an paa, hvorledes denne indre Verden formede sig, eller rettere, hvorledes han kunde forme den. Hvad vedkom egentligt ham den ydre Verdens Herlighed eller Ulykke, Uendelighed eller Sneverhed, naar den ikke greb ind i denne hans indre Verden? — Stemningen, Sindelaget blev nu det Afgørende, ikke den teoretiske Tænken eller den udad gaaende Handlen. Deraf følger en ganske særegen Kolorit over disse Forfatteres Skrifter, en Stemningsnuance, som er ukendt i den klassiske Oldtids Literatur.
Men samtidigt med, at Synskredsen saaledes indsnevres, for saa vidt den Enkelte trækker sig tilbage i sig selv, udvides den, idet det gaar op for ham, at et saadant indre Liv, som han selv fører, er der Mulighed for hos ethvert andet Menneske. Med Isolationen af den Enkelte gaar ved Oldtidens
