Side:Høffding - Mindre Arbejder.djvu/174

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

160

Hedenske Sandhedssøgere.

Slutning Udviklingen af en almindelig menneskelig Enheds- og Fællesskabsfølelse Haand i Haand. De ydre Forskelle mellem Trællen og den Frie, mellem Barbaren og Helleneren blive forsvindende og betydningsløse i Forhold til Slægtskabet i det indre Liv. Der gennembrydes Skranker, som i den klassiske Oldtid antoges satte af Naturen selv. Det er en i historisk og etisk Henseende overordentligt vigtig Kendsgerning, at vi allerede før Kristendommens Fremkomst havde almindelig Menneskekærlighed (caritas generis humani)[1] som en klart bevidst Følelse.

Ogsaa i en anden Henseende udvides Sindet. Det omfatter ikke blot alt Menneskeligt med sin Medfølelse, men ogsaa hele Tilværelsen, hele Verden (Kosmos) med en inderlig Følelse af Beundring og slægtskab; det føler sig gennemstrammet af den samme Kraft, der rører sig i det store Hele, opfatter Samvittighedens Lov som en enkelt, individuel Form for den store Verdenslov og bøjer sig med villig Resignation for de Skranker, Verdensordenen nu en Gang sætter. Den stoiske Etik har fra sin første Tilblivelse (omtrent 300 Aar f. Kr.) denne religiøse Karakter, der allerede hos en af Stoicismens første Repræsentanter, Kleanthes, fandt Udtryk i en begejstret Hymne.

Elementer og Spirer til den Udvikling, den stoiske Filosofi saaledes er Udtryk for, fandtes ganske vist allerede hos Sokrates i hans grundlæggende Opfattelse af det Etiske. Men den selverkendelse og Selvomsorg, som Sokrates havde taget Ordet for, fremtræder dog hos Stoikerne, især de senere Stoikere, om hvem den foreliggende Bog handler, betydeligt uddybet. Det viser sig ikke mindst deri, at medens Sokrates vel havde indskærpet Nødvendigheden af at føle sin Uvidenhed og af at drage en skarp Grænse mellem, hvad

  1. Om det mærkelige Sted hos Cicero (de finibus V, 23, 65), hvor dette Udtryk første Gang forekommer, skal jeg paa et senere Punkt gøre nogle historiske Bemærkninger. Ordet Menneskekærlighed eller Menneskevenlighed (philantropia) forekommer vel tidligt hos Grækerne, men faar først hos Stoikerne en dybere Betydning, og det er mere ubestemt end det hos Cicero forekommende Udtryk: Kærlighed til Menneskeslægten.