162
Hedenske Sandhedssøgere.
han sig med stor Fordomsfrihed og Sympati overfor de gamle Tænkere. Han er mild og skaansom i sin Dom over en Mand som Seneca, hvis Karakter har været Genstand for Angreb allerede i Oldtiden, og hvis Liv ganske vist ikke altid stod i Overensstemmelse med hans Lære. Han er fuld af Beundring for Epiktets Selvbeherskelse, Nøjsomhed og frejdige Resignation og for Marcus Aurelius' inderlige og aandfulde Selvbetragtninger. Lidt naiv og ofte forstyrrende er hans Sammenstilling af (ofte uheldigt valgte) Skriftsteder med de gamle Filosofers Sætninger, og hans kritiske og sammenlignende Slutningsafsnit er ikke meget dybtgaaende. Men Bogens Styrke ligger i de interessante og udførlige Biografier af de tre Mænd og i Uddragene af deres Skrifter, der ere saa rigelige, at man derigennem lærer deres Hovedtanker at kende. Bogen maa derfor anbefales til Enhver, der interesserer sig for det menneskelige Aandslivs Udvikling.
II.
Et enkelt Punkt i den foreliggende Fremstilling skal jeg dvæle et Øjeblik ved, fordi det i sig selv har stor Interesse, og fordi Forfatteren her baade befinder sig i en historisk Vildfarelse og tillige ledes af en misforstaaet kristelig Interesse. — Han omtaler Seneca, Epiktet og Marcus Aurelius som aldeles enestaaende Fænomener paa deres Tid, som Draaber i »den almene Fordærvelses skummende Hav«. Men han har aldeles intet Materiale, der kan berettige ham til at antage en særligt stor sædelig Fordærvelse ved Oldtidens Slutning. Berettigelsen kan ikke søges i Senecas og Andres Deklamationer, lige saa lidt som i Apostlen Paulus' Udtalelser i Begyndelsen af Romerbrevet. Tiden var i en vis Forstand en Opløsningsperiode. Men skønt den ikke frembød mange store Skikkelser, frembød den dog mange rene og ædle Karakterer, der under ugunstige og ofte pinagtige Forhold bleve deres Livsideal, som ikke var lavt, tro. Og fra selve den Anerkendelse, der blev de ogsaa af Forfatteren beundrede Mænd til Del, kan der hentes et Modbevis imod hans Antagelse. Saaledes siger en Forsker, der med Hensyn til et Spørgsmaal som dette hører til de mest sagkyndige, Ludwig
