169
Hedenske Sandhedssøgere.
saa vidt kun den historiske Erfarings Resultat. Men paa den anden Side var denne filosofiske Tænkning allerede tidligere grundlagt. Zenon, Stoicismens Stifter, var paavirket af den store, fra Sokrates et Aarhundrede forud udgaaende Bevægelse. Efter en Fortælling skal Zenon have faaet Interesse for Filosofi ved at læse Xenofons Skrift om Sokrates. Det var den sokratiske Tanke om Selverkendelsen som Grundlag for al Erkendelse og Livsførelse, der hos Stoikerne udvikledes videre i Konsekvenser, der ikke forud vare dragne. Og den historiske Erfaring, der gjordes efter Alexanders Erobringer, fik nu først sin højere Betydning ved, at Ideen om en almindelig Menneskehed udvikledes. Stoikerne uddybede denne Tanke ved den hele Verdensanskuelse, ifølge hvilken Tilværelsen udgør en Enhed, idet Verdenssjælen lever og rører sig i de enkelte Væsener. Hele Verden, lærte de, er en stor Stat, fælles for Guder og Mennesker, besjælet af en og samme uendelige Kraft og underlagt en og samme store Lov, der fremtræder for hvert enkelt Væsen som dets egen indre Lov. De søgte herved at forbinde den enkelte Personligheds Selvstændighed med Hengivelsen til det Universelle: idet den Enkelte følger sin Natur, følger han den almindelige Natur, i hvilken han kun er et enkelt Led.
Hos de første Stoikere betones den personlige Selvhævdelse og Uafhængighed mere end Hengivelsen til det Universelle, og, hvad der hænger sammen hermed, indenfor den enkelte Personlighed fremhæve de Fornuften og Villien som det Vigtigste. Deres Etik faar derved en streng og negativ Karakter. Den Vise, deres Ideal, skal være hævet ikke blot over alle ydre Omskiftelser, men ogsaa over Bevægelserne i hans eget Indre, over Lyst og Smerte, Kærlighed og Vrede, over alle Affekter, der betragtedes som noget Ondt, da de ophævede Selvstændigheden, den absolute Hvilen i sig selv, og førte til Afhængighed af Noget, der laa udenfor Villien. Hoveddyden var Retfærdighed, der opfattedes som Modsætning til Kærlighed. — Senere Stoikere (den mellemste stoiske Skole i 2. og 1. Aarhundrede f. Kr.) ændrede denne Opfattelse og uddybede Humanitetsfølelsen, ja gjorde egentlig først Menneskelighedsbevidstheden til en Menneskelighedsfølelse. Des værre
