171
Hedenske Sandhedssøgere.
Del af denne Udviklingsproces har allerede Aristoteles skildret paa klar og interessant Maade, og han har angivet den Grundlov, som gør sig gældende ved hele denne Udviklingsgang: at den uvilkaarlige Indøvelse i en Virksomhed eller et Livsforhold frembringer en tilsvarende Følelse af Tilfredsstillelse derved. Jeg har derfor (i min »Etik«) kaldet denne vigtige Lov »det aristoteliske Princip.« Den sidste Del af den i Stedet hos Cicero antydede Udviklingsproces, Overgangen fra den nationale Sammenhøren til hele Menneskeslægtens Enhed, skyldes Betingelser og Ideer, der først fremkom efter Aristoteles' og Alexanders Tid, først i den østlige Del af den da bekendte Verden, senere, ved Romerrigets Udbredelse, i endnu større Kredse. Og det er sandsynligt, at Fremstillingen hos Cicero bygger paa Tanker, der første Gang saa Lyset i den stoiske Skole, vistnok hos Panaitios[1]. Hos denne Filosof, og i endnu højere Grad hos hans Efterfølger Poseidonios, fremhævedes i det Hele Følelseslivet og dets Betydning langt mere end hos de første Stoikere. Man søgte at mildne den skarpe Modsætning, disse havde fastslaaet mellem Fornuften og den aktive Villen paa den ene Side, Følelse og Affekt paa den anden Side. Dette hang naturligt sammen med, at de søgte at ophæve den absolute Modsætning, Skolens Stiftere havde fast-
- ↑ Den græske Filosof, som Cicero følger i det Afsnit, hvorfra det anførte Sted er taget, er Antiochos fra Askalon, hvem han selv havde hørt i Athen. Denne Mand tilhørte den akademiske Skole, som var grundlagt af Platon, men han søgte, ofte paa meget udvortes Maade, at forbinde forskellige Skolers Læresætninger og har optaget meget baade fra den aristoteliske og den stoiske Skole. Der kunde da være Spørgsmaal om, hvilken af disse to Kilder vi nærmest maa antage for den anførte Tankegangs Udspring. Madvig synes (i sin Udgave af de finibus, Noten til III, 19, 62) nærmest at antage en stoisk Oprindelse. Senere har Bernays søgt at vise, at det er fra den aristoteliske Skole, Ideen om den almindelige Menneskekærlighed skriver sig. Men de nyeste Undersøgelser (O. Apelt: Beiträge zur Geschichte der griechischen Philosophie 1892 p. 354, — A. Schmekel: Die Philosophie der mittleren Stoa. 1892 p. 398 kfr. p. 220) pege hen paa, at Ciceros Hjemmelsmand Antiochos her nærmest er afhængig af Panaitios og den Udformning, han gav den ældste stoiske Lære.
