Side:Høffding - Mindre Arbejder.djvu/186

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

172

Hedenske Sandhedssøgere.

slaaet mellem de ideale »Vise« og alle andre Mennesker. Der har i det Hele været Noget i denne Bevægelse indenfor den stoiske Skole i de sidste Aarhundreder f. Kr., som er beslægtet med den Indflydelse, Rousseaus Hævden af Følelsens Magt og Ret overfor de andre Sider af Sjælelivet øvede i forrige Aarhundrede baade paa Psykologiens og Etikens Udvikling og paa Literaturen i det Hele.

Den Ændring og Udvikling, som har fundet Sted i den mellemste stoiske Skole, og ved hvilken der lagdes en stigende Vægt paa det Universelle, Almenmenneskelige i Modsætning til det blot Individuelle og særskilte, paa Følelsen i Modsætning til Erkendelsen og paa Kærligheden i Modsætning til Retfærdigheden, hører til det Allervigtigste, der foregaar i Historien i de sidste Aarhundreder f. Kr. Baade paa Grund af den successive Maade, hvorpaa denne Udvikling er gaaet for sig, og paa Grund af, at den foregaar i Menneskenes Sind og Tanke, trænger den sig ikke frem i Historiens Forgrund, hvor de larmende politiske Begivenheder foregaa. Men derfor kan dens Betydning være nok saa stor og varig.

De sidste Stoikere, som repræsenteres ved de tre Romere Seneca, Epiktet. og Marcus Aurelius, staa nu ikke for os som et uforklarligt historisk Fænomen. Det er let at forstaa, hvorledes de, saaledes som Tidsforholdene udviklede sig efter den romerske Republiks Undergang, kom til at lægge en endnu større Vægt paa det, som allerede den mellemste stoiske Skole (Panaitios og Poseidonios) havde betonet. De vilde ikke med Rette kunne kaldes Stoikere, dersom de ikke med Energi hævdede den indre Personligheds Uafhængighed af Skæbnens Gang og de ydre Goder og Onder. I den Henseende mangler det hos dem ikke paa skarpe og krasse Udtalelser. Men ejendommelig for dem er den store Inderlighed, den dybe Stemning, hvormed de udtale de stoiske Tanker. Et enkelt Eksempel vil vise Karakteren af denne Aandsretning, som især kommer for Dagen paa en smuk og ofte gribende Maade hos den af disse Mænd, der baade som Personlighed og Forfatter staar højest, Marcus Aurelius. Han udtaler et Sted i sin Dagbog, at Menneskene ere anlagte til fælles Virksomhed, til Samarbejde, ligesom Legemets