175
Hedenske Sandhedssøgere.
gørende det kan være, at der kommer nye Forestillinger frem om Livets Formaal og Betydning, saa har Følelseslivet dog sine egne Love, sine naturlige Grundforhold, som ikke kunne ændres eller udvides i det Ubestemte. Det er derfor langt lettere at paavise, hvilke nye Forestillinger Kristendommen indførte, end hvilken Ændring i Følelseslivet den medførte. Og Opgaven bliver saa meget des vanskeligere, naar man lægger Mærke til, hvilken Inderlighed og hvilket Omfang Følelseslivet kunde udvikle sig til hos det »naturlige« Menneske. Dog er jeg overbevist om, at det var en vigtig, i sin Art enestaaende Ændring, der i sin Bestaaen viser sig at være uafhængig af de dogmatiske Forestillinger, som fra først af fremkaldte den. Jeg skal forsøge at fremstille, hvorledes jeg tror, at denne Ændring kan beskrives, uden at jeg tør paastaa, at jeg dermed angiver den eneste Maade, hvorpaa dette Spørgsmaal kan besvares. En Sammenligning mellem Stoicismen i dens sidste Udviklingsform og Kristendommen vil føre til hvad jeg anser for det Afgørende.
Stoicismens Hovedfejl var den megen Reguleren, den stærke Betoning af Nødvendigheden af vilkaarlig Indgriben i Sjælelivets Gang. Til Grund herfor laa en Mistillid til de uvilkaarlige Bevægelser i Sindet. Stoikeren erklærede alle Sindsbevægelser for onde. Den Vise er hævet over Stemningernes Bølgegang og handler ud af klar og stræng Bevidsthed. At følge Stemningen, at lade sig lede af Sindsbevægelsen førte efter Stoikernes Mening uundgaaeligt til Fald. Og hvad det gjaldt om, var jo dog det, at staa som sin egen Herre, selv sidde til Rors i sin Fart over Livets urolige Hav. Som saa ofte hænger ogsaa her Fejlen sammen med selve det Store og Udmærkede, med det, der gør de stoiske Karakterer enestaaende og giver dem Ophøjethedens Præg. Men Sagen er netop den, at Stoikerne kun troede at kunne naa denne ideale Stilling ved stadigt at hæmme den uvilkaarlige Trang til Hengivelse. En Hovedsætning i den stoiske Etik var og blev det, at man skal hæmme Forestillingernes Følelsesvirkninger. Tingene vække Forestillinger hos os; det kan ikke undgaas, men vi kunne undgaa at lade disse Forestillinger faa Magt over os ved stadigt at sige: det
