176
Hedenske Sandhedssøgere.
er kun Forestillinger (eller som Stoikerne ofte sagde: Dogmer)! Hindre vi Forestillingerne i at rive os med, saa have Tingene ingen Magt over os. Dette Forhold til Forestillingerne er i Virkeligheden det Eneste, som staar i vor Magt, og derfor det eneste Afgørende.
Blandt de sidste Stoikere fremtræder dette Karaktermærke skarpest hos Epiktet. Hos Seneca og især hos Marcus Aurelius er det i høj Grad mildnet, uden dog at være opgivet. Marcus Aurelius' Optegnelser vise, hvorledes de uvilkaarlige Stemninger beherske Sindet; der er en Inderlighed i Hengivelsen, som mangler hos de andre Forfattere. Den Opgave at skildre Forskellen mellem den sidste Stoicisme og Kristendommens Følelsesliv vilde derfor blive betydelig vanskeligere, hvis vi blot vilde holde os til ham. For at faa Forskellen tydeligt frem holder jeg mig da til Epiktet[1].
Da Alt er ligegyldigt, hvad der ikke staar i vor egen Magt, og da det Vigtigste af Alt, vore Opgaver og Pligter, høre til det, der staar i vor egen Magt, saa er Stoikeren ikke nogen stærkt interesseret Tilskuer ved eller Deltager i hvad der foregaar i Verden uden om ham. Han ved jo, at det altid er ham muligt at tage, hvad der kommer, paa rette Maade; Fremtiden vækker derfor ikke hans Spænding eller Nysgerrighed; hvad der vil ske, ved han ganske vist ikke, men af hvad Art det vil være, ved han, nemlig, at hvis det er Noget, der ikke staar i hans Magt, er det hverken godt eller ondt, og hvis det er Noget, der er hans Magt underlagt, saa beror det Væsentlige paa hans egen Villie, og hvad den bør gøre, det ved han paa Forhaand. (Epiktets Haandbog, Kap. 32). Hvad Epiktet udtaler om, hvorledes man skal forholde sig ved et Skuespil, kan anvendes paa Stoikerens Forhold til Livets store Skuespil. »Det er,« siger han, »for det Meste ikke nødvendigt at gaa i Teatret. Men
- ↑ Dog maa det vel mærkes, at Epiktets Ytringer i „Haandbogen“ fremtræde med en Skarphed og Strenghed, der for en stor Del skyldes den kortfattede Form. Den udførligere Fremstilling, af hvilken „Haandbogen“ er et Uddrag, viser os Epiktets Lære i en mildere, menneskeligere Form. Denne Iagttagelse er gjort af Martha: Les moralistes sous l'empire romain. 2. ed. Paris 1866. p. 162 f.
