178
Hedenske Sandhedssøgere.
dette Element kom til at raade, des mere maatte Stoicismens Begrænsning vise sig.
Psykologisk set er Kristendommen i Modsætning hertil karakteriseret ved, at den dristigt sætter Følelseslivet i den stærkeste Bevægelse, lader det svinge ud i de mest ekstreme Former. Den højeste Lyst og den dybeste Smerte har Kristendommen Plads for. Dens Dogmer udtrykke den Opfattelse, at kun den kender Livet, som har gennemlevet Ekstremerne. Den Trang, som den menneskelige Følelse har til at faa fuldstændig Udladning, til at skaffe sig Luft i hensynsløs Hengivelse, fyldestgøres i den kristelige Kultus. Jesus selv var bedrøvet indtil Døden, og han forudsiger sine Disciple, at de skulle sørge og bedrøves. Og paa den anden Side bebudes en Herlighed og en Glæde, som ingen Sans kan fatte. Her er ingen Ængstelighed over for Følelsen, ingen Frygt for at sukke i sit Inderste, saa lidt som for at lade sig henrive af Undren. Derfor førte Kristendommen ikke til at skille sig ud fra Tilværelsen, men opfordrede til at leve og lide under dens Gang. Alle Tanker rettedes mod ét stort Maal, der snart skulde naa sin Virkeliggørelse, og paa Forholdet til hvilket den Enkeltes højeste Ve og Vel beroede. Den Enkelte var altsaa virkeligt draget ind med i de største Verdensbegivenheder, i den store historiske Sammenhæng, hvis Grundtræk Aabenbaringen havde afsløret. Som ligegyldig Tilskuer, der havde nok i sig selv, kunde den Enkelte her ikke staa. I Forventningen om den store og nære Afslutning af Verdenslivet var han revet ind i saa voldsom en Bølgegang af Haab og Frygt, som den stoiske Vise, hvem Tilværelsen Intet kunde bringe, og fra hvem den Intet kunde tage, ikke kendte og i hvert Tilfælde gyste tilbage for. Derved vandt den en Magt over Sindene, som Stoicismen var udelukket fra, afset fra en lille Kreds af energiske og inderlige Karakterer. Kristendommen lærte at vinde sig selv ved at glemme sig selv, medens det var Stoikerens Ulykke, at han altid havde saa travlt med at regulere Sjælelivets uvilkaarlige Gang, at han ikke kunde naa den sande Selvforglemmelse.
Men saa mangesidige ere Forholdene paa det aandelige
