179
Hedenske Sandhedssøgere.
Livs Omraade, at neppe have vi fremdraget og betonet en afgørende Modsætning mellem Stoicismen og Kristendommen, før vi nødes til at blive opmærksomme paa den Lighed, der er imellem dem. Til Stoicismens skarpe dualistiske Forskel mellem det Indre og det Ydre, en Forskel, der tilsidst spærrede for levende og aktiv Deltagelse i Livet, svarer Kristendommens endnu mere udprægede Dualisme mellem det Hinsidige og »denne Verden«. Hint Rige, som forventedes snarligt, skulde komme ad overnaturlig Vej og ophæve det naturlige Liv og alle dets Forhold. Deraf fulgte for den konsekvente kristelige Etik et negativt og passivt Forhold til det naturlige Liv og den historiske Udvikling. Kun ved Omfortolkning er der senere naaet et Kompromis, ligesom der heller ikke manglede analoge Kompromiser indenfor den stoiske Skole. Naar Kristendommen skal betegne et blivende Fremskridt i Forhold til Stoicismen, maa det bero paa, om den levende, lidenskabelige Forventning, den fulde Hengivelse til Følelseslivets svingninger og Tilliden til, at man derigennem ikke behøver at miste sig selv, men netop kan lære Livet at kende derved, — om alt dette kan bevares og knyttes til det virkelige Menneskelivs Udviklingsgang gennem Historien, selv om de dogmatiske Forestillinger, der fra først af fremkaldte disse sjælelige Tilstande, falde bort. Og om Muligheden heraf synes det aandelige Livs Udvikling i den nyere Tid at vidne. Selv hvor det staar Kristendommen i dennes dogmatiske Form fjernt, har det dog optaget fra den psykologiske og etiske Elementer af største Betydning.
Det bekendte Ord, at Verdenshistorien er Verdensdommen, bekræfter sig især i de store aandelige Strømningers Skæbne. De fremtræde fra først af med bestemte Særegenheder og Ufuldkommenheder, der skyldes de Forhold, under hvilke de bleve til. For at kunne gaa over til at faa blivende historisk Betydning, maa de først gennemgaa en Skærsild, i hvilken det udskilles, der strider mod, hvad Kampen med den virkelige Tilværelse fordrer. Baade den kristelige og den stoiske Etik have behøvet en saadan Skærsild, og der er værdifulde Elementer i begge, som formaa at gennemgaa denne Prøve.
