182
Filosofi som Kunst.
seringen og vil Intuition, Sammenfatten af Erkendelsen til en ledende Idé, som kan fylde Personligheden og ikke blot tilfredsstille en enkelt Side af den. Man fordrer, at Videnskaben skal blive Kunst, eller at Kunsten skal agtes for den højeste Videnskab.
Der er mange Træk, som Slutningen af det 19. Aarhundrede har fælles med Slutningen af det 18. Aarhundrede. Ogsaa da rørte sig Trangen til Koncentration og Mystik efter den megen Analyse, og Følgen blev Reaktion over hele Linien. Karikaturen af denne Trang ytrede sig da, ligesom nu, i Tendentsen til Spiritisme, Okkultisme og andre hemmelighedsfulde Retninger. Saadanne aandelige Strømningers Opstaaen har i og for sig noget Dunkelt ved sig. I Aaret 1790 blev Kant spurgt af en Ven om Aarsagen til det overhaandtagende Sværmeri. Kant svarede, at det var ligesaa vanskeligt et Spørgsmaal at besvare for Psykologerne, som det for Lægerne var at angive Aarsagerne til den herskende Influenza. Han mener, at man ikke skal tage Sagen for alvorligt og ikke bruge heroiske Kure overfor den, og synes at tænke sig et aandeligt Middel derimod i Analogi med koldt Vand, som Lægerne brugte for Influenza[1]. Karakteristisk for den begrænsede Erfaring, man paa Kants Tid endnu havde om aandelige strømninger, deres Natur og Love, er det, at Kant ikke tænkte paa, om der ikke i hele det aandelige Livs Karakter, som det havde formet sig i den sidste Halvdel af Aarhundredet, kunde være Noget, der naturligt maatte hidføre en Reaktion. Vi have i Løbet af det Aarhundrede, der siden er gaaet, havt Lejlighed til at se og studere Bevægelserne paa det aandelige Omraade, og ere fortrolige med den Tanke, at en stærk Strømning altid paa en eller anden Maade er motiveret ved den foregaaende Periodes Resultater eller Mangler. Vi have set saa mange Bølger afløse hverandre, at vi mene at kunne slutte fra de foregaaende, hvorledes omtrent de følgende vil være beskafne. Og vi kunne da ruste os paa Forhaand til at tage imod, hvad der skal komme. Det
- ↑ Kants Brev findes hos Borovski: Darstellung des Lebens und Characters Immanuel Kants. Kønigsberg 1804, p. 227.
