183
Filosofi som Kunst.
er jo ikke sagt, at den Koldtvandskur, Kant anbefaler, er tilstrækkelig.
Hos forskellige Forfattere fra de seneste Aar faar Trangen til Intuition, til Tanker, i hvilke der kan leves personsonligt og koncentreret, til afsluttende Livsanskuelse, Luft paa ejendommelig, til Dels meget subjektiv og barok Maade. Af tyske Forfattere ere her Lagarde, Nietzsche og den anonyme Forfatter til »Rembrandt als Erzieher« at nævne. I Frankrig haves i Renan en aandfuld Repræsentant for denne Retning. I et nyligt udkommet talentfuldt svensk Skrift af Hans Larsson (»Intuition«) viser den samme Tendens sig. Hvad der end kan indvendes mod disse Forfattere, saa udtrykke de hver paa sin Maade en aandelig Fornødenhed, der ikke lader sig tilbagetrænge. Vi kunne ikke leve paa Abstraktioner og Specialiteter, og det Spørgsmaal kan ikke skydes tilbage, hvilken Betydning Tænkning og Forskning da har for vor personlige Livsførelse.
Uagtet jeg tror, og ogsaa lejlighedsvis allerede har berørt, at Problemet lige saa vel opstaar paa det positivt religiøse standpunkt i vore Dage, som paa det filosofiske eller humane, vil jeg dog her især holde mig til dette sidste Standpunkt. Spørgsmaalet er, hvorledes Filosofien kan blive Kunst, og i hvilken Betydning den kan blive det; at den maa blive det, er givet. Og som jeg begyndte med at sige, historisk ligger det i Filosofiens Begreb ikke blot at være Viden, men ogsaa Kunst eller Visdom. Spørgsmaalet er, hvorledes dette under vore Forhold kan ske.
De fleste af de Forfattere, jeg før nævnte, synes ikke at have set Problemets hele Vanskelighed. De overhugge Knuden i Stedet for at løse den; de springe over i Mystik og Intuition, gøre Vold paa Tænkningen, glemme, afbryde eller afslutte den paa vilkaarlig Maade, ja se maaske endog med romantisk Foragt ned paa den ædruelige Tænknings og Specialundersøgelsernes Mænd. Hvad der interesserer mig hos disse Forfattere, er derfor mere den Trang, der kommer frem hos dem, end den Maade, hvorpaa de selv søge denne Trang tilfredsstillet.
