184
Filosofi som Kunst.
Jeg skal forsøge i korte Træk at vise, af hvad Grund Filosofien maa blive Kunst, og paa hvilken Maade denne Kunst er at øve.
II.
Saaledes som vor Erkendelse nu én Gang er stillet, kan enhver afsluttende Verdensanskuelse kun være en Hypotese; Enhver Helhedsopfattelse, enhver Fortolkning af Tilværelsen, vi forsøge, maa godtgøre sin Gyldighed ved at sammenholdes med nye, videre gaaende Erfaringer. Men da saadanne indfinde sig, saa længe Livet varer i os og udenfor os, kan Erfaringsbekræftelsen aldrig afsluttes saaledes, som det er muligt ved mere begrænsede Opgaver. Det er altid paa fragmentarisk Grundlag, vi bygger en Fortolkning af Tilværelsen; vi ere stillede omtrent som Filologen, der skal tyde et brudstykkeagtigt Manuskript, eller som Historikeren, der af spredte og løsrevne Beretninger skal konstruere en Begivenhed eller en Handling og dens Motiver. Den filosofiske Forsken ender i Gisningens Kunst, ligesom Tekstkritiken og Historieforskningen. Den Karakteristik af Tilværelsen, enhver Verdensanskuelse tilstræber, kan da ikke komme ud over det Hypotetiske. Grænseresultaterne, de sidste Konsekvenser, en Tænker drager, ville stedse beholde en problematisk Karakter.
Der hører nu ikke blot Kunst til at udarbejde en saadan sidste Hypotese, men der hører ogsaa en ejendommelig Kunst til at arbejde med den i Praksis. Der udfordres en Elasticitet, der stadigt fra den fuldbyrdede Konstruktion gaar tilbage til Analysen, og formaar at gere denne Svingning frem og tilbage uden at miste Energien. Kunsten er at forene Troens Begejstring med Drøftelsens Utrættelighed. Tankearbejdets Kraft maa ikke svækkes ved Bevidstheden om, at Resultatet stedse er problematisk. Naar den givne Virkelighed er i Modstrid med de Ideer, vi med al vor Flid har dannet os, er det saa Ideernes Skyld, eller er det den begrænsede Erfarings Skyld? Her er Kunsten den, stedse at være beredt til ny Prøvelse. Det er lettere at slaa en
