186
Filosofi som Kunst.
Ord af Lagarde: »De sande Idealister kunne vente«[1]. Det er kun Utaalmodigheden og Ladheden, der volder Dogmatisme. Det gaar Mange endnu med Ideerne, som det i gamle Dage gik Alle med Stjernerne: man var bange for, at de skulde falde ned, naar de ikke var forsvarligt indlagte i faste Sfærer.
Der kræves ikke blot aandelig Frihed og Elasticitet for at leve i Ideer, uden at gøre dem til ubevægelige Dogmer; men der hører dertil ogsaa et Sind, som ikke forarges over, at det Store saa ofte viser sig for Forskningen at udspringe af det Ringe og Uanseelige. Hvad der i Ideen, i Totalanskuelsen staar saa frit og højt, har langsomt arbejdet sig frem og skyldes Bidrag fra mange Sider, som den store Aa opstaar af de mange smaa Bække. Analysen, den specielle Undersøgelse fører os ligesom bag Kulisserne, viser os Maskineriet, og der opstaar da let en Blaserethed, som udbryder: »Er det det Hele? Er det det, der ligger bag ved?« I Stedet for at glæde sig over den Tilværelsens Hemmelighed, der knytter det Store og det Smaa, det Uendelige og det Endelige sammen paa uadskillelig Maade og i stadigt Vekselspil, finder man i Analysen Bevis for, at Livets Værdi er Illusion, eller hvis man vil fastholde Værdien, vender man sig fra Analyse og Specialforsken med Haan. Ogsaa i denne Henseende behøves der kunstnerisk Virtuositet for at fastholde de forskellige Synspunkter, der kunne synes at stride mod hinanden, og for ikke at tabe Troen paa det Evangelium, Historien atter og atter forkynder, at selv de største Livsmagter en Gang maatte svøbes og lægges i en Krybbe, og at de hjælpende og forløsende Kræfter ofte komme fra en Kant, fra hvilken man mindst ventede dem.
Det rent videnskabelige Arbejde, den rene Tænken lægger kun Beslag paa en enkelt Side af Personligheden. Men ved den Opgave at arbejde med Ideerne i Livets skiftende Mangfoldighed, i de smaa Betingelsers Virvar uden at henfalde hverken til Dogmatisme eller Blaserethed lægges der Beslag paa hele Personligheden. Mangen, som med Begejstring
- ↑ Deutsche Schriften. Gøttingen 1886 p. 481.
