194
Filosofi som Kunst.
af saadanne Fremstillinger, naar man mener, at Digteren ligefrem kan behandle eller endog løse Problemer. Derfra er han allerede afskaaren netop ved den rent individuelle Form, i hvilken han giver sine Fremstillinger. Det Spørgsmaal, hvor vidt det Fremstillede kan finde Anvendelse paa andre Tilfælde, staar ubesvaret hen; det var maaske en Undtagelse, med Hensyn til Karakterer eller situationer, eller der kan opstilles modstaaende Skildringer. Problemet er ikke udtømt med den enkelte digteriske Fremstilling. Debatten begynder først ret efter denne, idet Spørgsmaalet bliver om det Fremstilledes Forhold til andre Muligheder, som Livet kan frembyde. At holde sig til den individuelle Fremstilling og anse Sagen for udtømt ved den vilde være en Dogmatisme, som er modsat den, der ofte kan lægges den videnskabelige Behandling af Livsspørgsmaal til Last. Livet gaar lige saa lidt op i en enkelt Konstellation som i et abstrakt Princip, men maa belyses fra begge Sider. Kunsten kan lige saa lidt gøre Videnskaben overflødig, som Videnskaben kan undvære Kunsten. Hvad det gælder om at holde fast, — maaske særligt i de Tider, som nu komme (hvis de Tider komme, man bebuder) — er, at selv, hvor Kunsten afløser Videnskaben og supplerer den, kan Baandet dog ikke overhugges mellem dem. Der er et Vekselforhold mellem de to Hovedformer for Aandsvirksomhed som mellem Indaanding og Udaanding; den ene Proces fortsætter den anden og beror paa den anden, trods den Modsætning, der er mellem dem. Deres Forening er nødvendig for at gøre Livet frit og sundt. Denne Forening er vanskelig at naa; men Sokrates, Stormesteren i Filosofi som Kunst, har jo ogsaa sagt: »Det Skønne er vanskeligt.«
