7
Om Realisme i Videnskab og Tro.
sager. Den videnskabelige Realismes Gyldighed og Berettigelse vil bero paa, om den virkelig angiver det eneste Princip, som kan bringe Enhed og Harmoni i vor Tænkning, og om den vinder fortsat Bekræftelse under Videnskabens Fremskriden. Foreløbigt angiver den den eneste Maade, paa hvilken vor almindelige Verdensanskuelse kan komme i Harmoni med den Aand, i hvilken Enkeltundersøgelserne ledes, hvilket kommer af, at den selv ikke er andet end den moderne Videnskabs egen Aand.
III.
Udtrykket: naturlige Aarsager behøver en nærmere Forklaring. Dersom vi ved det Naturlige forstaa det, der kan blive Genstand for sikker menneskelig Erfaring, saa høre de aandelige Fænomener lige saa vel til Naturen som de materielle. Naar den levende Følelse sætter Fantasien i Bevægelse, eller naar vi ved en Viljesanstrængelse genkalde Noget i vor Erindring, da have vi her lige saa vel et naturligt Aarsagsforhold, som naar Legemerne udvides ved Tilførsel af Varme eller presses sammen ved stærkt Tryk. Naturen indbefatter altsaa to Grupper eller Rækker af Fænomener, som vi kun ad Hypotesens eller Spekulationens Vej kunne bringe i Forbindelse med hinanden: de materielle Fænomener, der udfolde sig i Rummet, og Bevidsthedslivets Fænomener, som kun ved vor Selviagttagelse blive os umiddelbart tilgængelige, og som kun paa symbolsk Maade kunne fremstilles i Rummets Form. For begge Grupper gælder de naturlige Aarsagers Princip. Den videnskabelige Psykologi søger de sjælelige Fænomeners indbyrdes Sammenhæng, lige som Fysiken og Kemien søge de materielle Fænomeners indbyrdes Sammenhæng. Begge Steder forklare vi Naturen ved Naturen selv.
Vanskeligheden ligger, som allerede bemærket, i at finde Forbindelsen mellem de to Erfaringsomraader. Materialismen hugger Knuden over, idet den oversér deres Forskellighed og uden videre gør det Aandelige til en Form for eller et Produkt af det Materielle. Men det maa vel fastholdes, at
