Side:Høffding - Mindre Arbejder.djvu/215

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

201

Forholdet mellem Tro og Viden i dets historiske Udvikling.

ude fra. Maalestokken for Alt, hvad vi skulle anerkende som godt, ædelt og ophøjet, maa findes i vort eget Indre og være bestemt ved den menneskelige Natur.

Naar de, der staa paa dette standpunkt, ikke kunne gaa ind paa den kirkelige Tro, saa er det, fordi den strider ej blot mod deres Forstand, men mod deres samvittighed. Man skal ikke blot slutte sig til en én Gang for alle given Formulering af Sandheden, men ogsaa bøje sig for Lærdomme, der ikke kunne bringes til at stemme med Samvittighedens Maalestok for Godt og Ondt.

Først her bliver Problemet skærpet, og dets egentlige Brod træder for Dagen. Hvad der fra den ene Side gøres til den højeste, paa en Maade den eneste Pligt, en Pligt, hvis Ikke-Opfyldelse medfører Fortabelse, — det afvises fra den anden Side netop som stridende mod Samvittighedens klare og bestemte Fordring! —

Biskop Martensen har fra sit Standpunkt klart set, at det vigtigste Vendepunkt i Striden om Tro og Viden fremkom ved den etiske Humanismes Grundlæggelse i Slutningen af forrige Aarhundrede. Han beskæftiger sig i sin »Kristelige Etik« vidtløftigt med denne Retnings Repræsentanter og deres Forhold til Kirkens Tro. Den sidste Forklaring af deres Vægring ved at slutte sig til denne finder han med Rette ikke i deres Forstand, men i deres Villie — kun at denne Villie efter hans Paastand er Trods mod det Hellige: »Mod Guds Hellighed have de en hemmelig Antipati!«

Hvor underligt, eller rettere hvor forfærdeligt maa det menneskelige Liv dog ikke tage sig ud fra det ortodokse standpunkt! Den redeligste Søgen og Stræben, den strengeste Samvittighedsfuldhed forenet med den mest uforbeholdne Anerkendelse af Ufuldkommenheden i det, der er naat, maa fra dette Standpunkt udlægges som Antipati mod Helligheden. — Har man ikke for forstaaet, hvorfor Problemet om Tro og Viden saa let sætter Lidenskaberne i Bevægelse, saa forstaar man det her.