205
Forholdet mellem Tro og Viden i dets historiske Udvikling.
og bevidste Arbejdes Resultater i Følelsens uvilkaarlige Liv. Før det kan ske, kommer der da naturligt en Periode, i hvilken de nye Tanker blegne og vise sig utilfredsstillende; Tvivl og Uro bemægtiger sig Mange, og der synes ikke at være nogen anden Udvej end at kaste sig tilbage i Følelseslivets gamle Former, hvis man ikke skal gaa til Grunde. Men denne Disharmoni vil kun være forbigaaende: ere de nye Tanker gyldige, udtrykke de virkeligt nogle af de Love, vor Tilværelse er underlagt, saa ville de stedse arbejde sig frem paa ny, og den ustadige Ligevægts Tid vil være forbi. I Længden vil Følelseslivet udvikle sig i større eller mindre Harmoni med Tankelivet: paa den Maade bleve jo selve hine gamle Former og Dogmer til. Allerede selve Reaktionsperioderne vise sig at bære Præg af det, de bekæmpe; i de gamle Læderflasker vil der for en ikke ringe Del hældes ny Vin, og kun den, der holder sig til det Udvortes, vil mene, at Alt igen er blevet som det var før.
Vi staa her over for en aandelig Natursammenhæng, som vi maa bøje os for, og som vi ikke kunne trodse. Den, der har faaet ret Øje for den, vil hverken have Manges let købte Tillid til Sejrens Nærhed eller tabe Modet ved tilsyneladende Tilbagegang. Han véd, at ligesom de tilsyneladende pludselige Revolutioner kun betegne, at det længe i Skjul Forberedte nu træder frem for Dagens Lys, saaledes tyde de pludselige Reaktioner paa, at der var Drifter og Fornødenheder, som kun ufuldkomment bleve tilfredsstillede ved det tilsyneladende saa glimrende Fremskridt, og som derfor maa søge Tilfredsstillelse ved det Gamle, indtil de have lempet sig efter det Nye, eller dette efter dem.
2. Det 18. Aarhundredes Humanisme gav ikke blot den erkendende og virkende Del af vor Natur en afgjort Overvægt over den følende og modtagende, men i nøje Sammenhæng hermed havde den en afgjort aandsaristokratisk Karakter. Den hele Bevægelse var, og maatte efter sin Natur være, indskrænket til en lille Kreds; det egentlige Folk paavirkedes saare lidet af den. Til ingen Tid have maaske de vel stillede Klasser i Samfundet vist saa stor Iver for at gaa i Spidsen for Oplysningens og Fremskridtets Ar-
