206
Forholdet mellem Tro og Viden i dets historiske Udvikling.
bejde. Men Afstanden mellem de Ledende og dem, der trængte til Ledelse, var overordentlig stor. Og Udviklingen havde ført til et Brud med den fælles Tro, de fælles Former for de højeste Tanker. I Middelalderen kunde den dybest grublende Skolastiker og den enfoldigste Træl mødes i samme Bekendelse. Nu var denne Enhed sprængt, og der maatte, især da samtidigt Følelsen for det Nationale og Folkelige tog et stærkt Opsving, opstaa en Trang til ogsaa i Tro at være Et med sit Folk. Reaktionen mod det 18. Aarhundrede fik fra denne Side set en aandsdemokratisk Karakter. Det var jo — for at tage et enkelt Eksempel — den Overbevisning, at »de Ulærdes Tro umuligt kan være bunden til de Lærdes Vidnesbyrd«, der førte Grundtvig til hans »Opdagelse«.
Ligesom Spliden mellem de forskellige Sider eller Kræfter i det aandelige Liv vil ogsaa Spliden inden for Folkets Liv være et stadigt virkende Motiv til at vende tilbage til den gamle Tro. Fælles Former og Udtryk for de højeste Tanker skabes langsomt og forudsætte, at Tankerne ere gaaede over i Kød og Blod hos Alle. Da nu de individuelle Forskelligheder i religiøs Trang og religiøs Sans maa antages at stige og tiltage, jo mere Religionsfriheden bliver til Virkelighed, saa vil et saadant Fællesskab blive stedse vanskeligere at tilvejebringe.
Et Vidnesbyrd om, hvor stor Trangen til Fællesskab kan være, frembyder Schellings og Hegels Religionsfilosofi. Disse Mænd og deres Tilhængere vare overbeviste om, at de i deres filosofiske Ideer havde udviklet det samme Indhold, som Kirkens Dogmer udtalte. Forskellen skulde kun angaa Formen: hvad Teologien har som Forestilling, i Fantasiens og Følelsens Form, det skulde Filosofien forme til abstrakt Begreb, uden at derved det Væsentlige gik tabt. I Dogmet om Guds Menneskeblivelse f. Eks. skulde indeholdes den filosofiske Tanke, at selv det Højeste maa udvikle sig gennem Kamp og Modsætninger, og at et Princip kun viser sin Gyldighed, naar det formaar at gennemtrænge det virkelige Liv med al dets Splid og med alle dets stridende Forhold.
I og for sig er det fuldt berettiget at betragte Dogmerne
