207
Forholdet mellem Tro og Viden i dets historiske Udvikling.
som Symboler. For den Ikke-troende kunne de ikke være Andet, naar de i det Hele skulle være Noget. Og Mange, der ansé sig selv for meget troende og betragtes af Andre som saadanne, staa i Virkeligheden paa dette standpunkt. Men det vil altid føre til mislige Følger, naar man benytter den symbolske Opfattelse til at tilvejebringe et falskt Skin af Fællesskab. En virkelig Enhed kan ad den Vej ikke bringes til Veje. Paa et saadant falskt Skin beroede det sidste Forsøg paa Forsoning af Tro og Viden, som er blevet gjort, Hegels Religionsfilosoii, af hvilken Mange ventede sig en »ny Æra«. Vergil skulde her ikke ydmyg underordne sig Beatrice; de skulde følges Arm i Arm. Men denne tilsyneladende Enighed gav kun Anledning til, at Modsætningen mellem Tro og Viden blev udtalt i endnu langt skarpere og mere tilspidset Form end hidtil, saaledes som det skete af Strauss og Ludwig Feuerbach i Tyskland og af Søren Kierkegaard hos os. Disse Mænd vare enige i, at den teologiske Tros Indhold var det Ubegribelige; Forskellen mellem dem bestod i, at Strauss og Feuerbach sagde: Det er ubegribeligt, og derfor kan det ikke tros! medens Kierkegaard sagde: Netop fordi det er ubegribeligt, kan og skal det tros! — Strauss's Ord: »Af falske Foreningsforsøg er der sket nok; kun Skærpelse af Modsætningerne kan føre videre!« er karakteristisk for Udviklingens Gang i det 19. Aarhundrede. En berømt kirkehistorisk Forsker, F. C. Baur, har med Rette fundet vort Aarhundredes Ejendommelighed deri, at alle Modsætninger — i Videnskab, Religion og Politik — udarbejdes til den højeste mulige Grad. Det hænger naturligt sammen med, at Reaktion og Revolution paa de forskellige Omraader saa hyppigt have staaet over for hinanden; derved er der opstaaet en klar Bevidsthed om Modsætningernes Natur og en Bestræbelse for at udforme dem hver for sig i deres fulde Konsekvens. Baade Nødvendigheden af at træffe et Valg mellem uforenelige Modsætninger og Karakteren af de Veje, man skal vælge mellem, gaar mere og mere op for den almindelige Bevidsthed. —
Har den blotte Trang til Fællesskab saaledes ført til Sympati med den gamle Tro — hvad enten denne Sympati
