211
Forholdet mellem Tro og Viden i dets historiske Udvikling.
ste Væsen for os. Vi kunne i det Højeste forme spekulative Hypoteser om, hvorledes Tilværelsen i sig selv kunde være beskaffen; men nogen Erfaringsbekræftelse kunne saadanne Hypoteser i Følge Sagens Natur ikke faa.
Deraf følger nu aldeles ikke, at man bøjer sig for ethvert teologisk Orakelsprog. Deraf følger kun, at Diskussionen om Tro og Viden maa føres paa en noget anden Maade end den hidtil er bleven ført. Lad os i Korthed berøre de Hovedspørgsmaal, som her ville være at drøfte.
1. Naar den teologiske Tro vedkender sig, at dens Paastande ere ubevislige eller maaske endog uforenelige med nogle af Videnskabens vigtigste Forudsætninger og Resultater, stiller den sig tilsyneladende paa et utilgængeligt og uangribeligt Standpunkt. Der synes ikke mere at være nogen fælles Grund, paa hvilken Kampen kan føres.
Men naar den teologiske Tro alligevel — for at udtrykke sit Indhold — benytter Forestillinger og Begreber, som ogsaa den naturlige Fornuft og den videnskabelige Tænkning anvender, saa maa der spørges, om disse Begreber tages i aldeles samme Betydning. Det har vist sig forbundet med uovervindelige Vanskeligheder, selv for den dristigste Spekulation, at gennemføre Sætninger og Domme om det, der ligger ud over enhver mulig Erfaring. Hvad kan det nu egentligt være, som bevirker, at Troen her kommer bedre fra det end den videnskabelige Tænken? Hvorfor bortfalde de store Vanskeligheder ved Dogmerne, naar man gaar fra Viden over til Troen? En Skabelse af Intet f. Eks., — en første Aarsag, — et absolut godt Væsen, som dog er Aarsag til Alt, altsaa ogsaa til det Onde, — saadanne Begreber, mod hvilke den menneskelige Tanke er tørnet atter og atter, indtil den til sidst har opgivet Forsøgene paa at forene dem med sine andre Begreber, — hvorledes kunne de stille sig i et helt andet Lys, fordi de erklæres at være Genstande for Tro, ikke for Viden?
Svares der (som f. Eks. af Biskop Martensen i hans Dogmatik), at den Genfødelse af Menneskenaturen, som finder Sted hos den Troende, ogsaa omfatter Erkendelsen, saa at
