212
Forholdet mellem Tro og Viden i dets historiske Udvikling.
det bliver forstaaeligt, der for var ubegribeligt eller endog selvmodsigende, saa kunne naturligvis de Ikkegenfødte ikke tale med om, hvorledes Tingene tage sig ud efter en saa radikal Forandring. Men da de Troende og Genfødte dog ikke ganske opgive Sammenhængen med den naturlige Verden og, for saa vidt de vedblive at høre med til den, ogsaa maa vedblive at bruge deres naturlige Fornuft, saa maatte de dog kunne sammenligne de to Arter af Erkendelse, den naturlige og den genfødte, og sige os, hvori Forskellen egentligt bestaar. Her er der et Kapitel i Dogmatiken, som Teologerne i alle de mange Aar, i hvilke Teologien har floreret, have forsømt at skrive, nemlig: en ny eller højere Logik og Erkendelsesteori, som kunde vise os, ved Hjælp af hvilke nye Principer man i Troen slipper forbi de Skær, paa hvilke man i den naturlige Tænkning bestandigt strander. Indtil dette Kapitel er skrevet, maa vi have Ret til at undersøge de teologiske Begreber paa samme Maade, som vi undersøge alle andre, og fælde samme Dom om Inkonsekvenser og uberettigede Begrebsanvendelser, som vi alle andre Steder fælde. En saadan Undersøgelse vil føre til det Resultat, at Dogmet i Virkeligheden staar lige saa afmægtigt over for de store Gaader som Videnskaben.
2. Men — vil man da sige fra teologisk Side (især nu, da den filosofiske Interesse i vor teologiske Verden synes at være skrinlagt med Biskop Martensen) — det er dog en Misforstaaelse at mene, at Troen skal fyldestgøre en teoretisk Trang. For Troen har Tænkning og Refleksion Intet at betyde, og al Verdens Modgrunde falde magtesløse til Jorden af den simple Grund, at Ingen kommer til Troen uden den, som søger Trøst for en ængstet Samvittighed. Det er Følelsen, særlig den ængstede Samvittighed, ikke nogen anden Kraft, der her virker.
Dette er ikke nogen behagelig Indvending, hvis Meningen er, at den Talende selv ikke kan undvære den Trøst, der ligger i Troen; thi i saa Fald maa Diskussionen høre op. Hvem vil berøve Nogen hans Trøst? Selv den ivrigste Kemiker vilde ikke bruge til Undersøgelse den Drik Vand, hvor-
