DET RELIGIØSE PROBLEM.
Tale ved Universitetets Reformationsfest den 16. November 1897.
Den Fest, vi fejre, er helliget Mindet om et af de store Gennembrud i Historien, hvor det, der var forberedt ved Tankens og Samvittighedens indre Arbejde, gennem kraftige Personligheder krævede Ret til at raade ogsaa i det ydre Liv. Reformationen staar som et Vidnesbyrd om, at der paa det aandelige Omraade, ligesom i Naturlivet, kan finde en Udvikling Sted, der fører til nye Livsformer. Herimod strider det ikke, at Reformatorerne væsentligt opfattede deres Værk som en Fornyelse af den oprindelige Kristendom. De staar her, som Renæssancens Mænd i det Hele stod. Man vilde paa alle Omraader en Genfødelse af Oldtiden. I Kunst og i Literatur, i Tænkning og i Naturforskning saa vel som i Religionen beraabte man sig paa Oldtidens Forbilleder. Den nye Kunst inspireredes af Antiken; den nye Filosofi gik i Skole hos Platon, Aristoteles og Lucretius; Kopernikus søgte at skaffe sig Anerkendelse for sine nye astronomiske Teorier ved at beraabe sig paa lignende Forestillinger hos de gamle Pythagoræere, og Atomlæren, der skulde spille saa stor en Rolle i den moderne Fysik og Kemi, fremstilledes først som en Rekonstruktion af den antike Atomistik. Machiavelli har i sine »Discorsi« der forfattedes omtrent samtidigt med Reformationens Udbrud, udtalt Tidens Tendens, naar han siger, at religiøse og politiske Institutioner fra Tid til anden maa føres tilbage til deres Udspring, bedømmes og beaandes ved Sammenligning med dette.
