Side:Høffding - Mindre Arbejder.djvu/239

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

KAMPEN MELLEM GAMLE OG NYE TANKER.

ET TILBAGEBLIK[1].


Homer kalder Mennesket et Væsen, der ser frem og tilbage. De to Ting hænge nøje sammen, ti for at kunne se frem, hvad der er det Vigtigste, maa man kunne se tilbage, og de Tanker og Stemninger, med hvilke vi se Fremtiden i Møde og berede os til den, ville nødvendigvis — hvad enten vi ere os det bevidst eller ikke — være bestemte ved den Maade, paa hvilken vi opfatte Fortiden. Og imod et Aarhundredes slutning er der særlig Anledning til et Tilbageblik. Ganske vist er Inddelingen i Aarhundreder en rent udvortes og borgerlig Indretning, og hverken den indre eller den ydre Verdens Begivenheder passe ind i den Ramme, denne Inddeling giver. Jeg vil ogsaa her forsøge at paavise, at aandeligt talt begynder vort Aarhundrede, for man i Almanaken begyndte at skrive 18… Maaske vil man en Gang sige det Samme om det næste Aarhundrede; vi, der leve midt i Tiden, kunne ikke vide det, da vi endnu ikke kunne skelne det, der er Begyndelsen til noget Nyt, fra hvad der hører det Gamle til; vi maa naturligvis haabe, at der findes saadanne Begyndelser i vor Tid. Der vil dog ikke være noget til Hinder for at benytte den ydre Anledning, Aarhundredets borgerlige Afslutning giver, til at se tilbage paa den aandelige Udviklings Gang siden der sidst skiftedes Aar-

  1. Foredrag, holdt i det norske Studentersamfund i Kristiania den 14. April 1895.